Ungt par startede småt i Jylland: Gav dem råd til drømmegården på Fyn

Julie og Pelle Rasmussen udså sig den perfekte bedrift at starte på, flyttede landsdel, optimerede i grisestalden og kunne efter få år sælge med gevinst. Dermed fik de råd til drømmegården på hjemegnen Fyn, hvor de nu sigter mod at lave 50.000 slagtegrise i full-line.

Drømmen var oprindeligt at overtage en af de fædrene gårde, men tiden var ikke rigtig, og til sidst glippede chancen.

Selv om det kunne have taget modet fra andre, blev ambitionen om selveje bestemt ikke parkeret hos dengang 22-årige Pelle Rasmussen og hans kæreste 21-årige Julie Rasmussen.

For mens hun tog på udveksling i USA, satte han jagten ind på den perfekte begynder-gård til parret. Pelle Rasmussen er nemlig en ydmyg, men stædig fighter, så selv om det hverken lykkedes med den første forretningsplan og ejendom, han præsenterede for banken, ej heller den anden, blev han ved.

Og da han en dag præsenterede overtagelsen af en stald opført på bar mark i Skive, hvor han så klare muligheder for at optimere økonomien, lykkedes det.

- Vi måtte kigge til Jylland, selv om vi begge er fra Fyn, for vi kunne ikke finde et anlæg af den størrelse, der var til at betale her på Fyn på det tidspunkt, siger den i dag 28-årige landmand, der havde sparet lidt op og ellers finansierede ejendommen gennem banken, realkreditlån og Vækstfonden i 2017.

Knofedt og kistebund

Det unge par fik dog deres sag for. Den tidligere ejer af gården i Skive havde ikke engang efterladt en skovl, og de første måneder stod derfor på hårdt arbejde med at skaffe alt nødvendigt maskineri og inventar, rengøre hele ejendommen og sektionere staldene.

- Det var spændende, siger Pelle Rasmussen i mangel på bedre ord for ’hårdt’.

- Men jeg kunne se mulighed for at tjene penge på det anlæg, siger han.

Og den unge landmand fik ret. Med tiden fik parret, da Julie vendte hjem fra USA, ændret flowet fra tre ugers holddrift til ugedrift. Det gav plads til at sætte 200 søer mere ind og hæve produktiviteten fra 22.000 årlige grise til 30.000.

Artiklen fortsætter under billederne.


Julie og Pelle Rasmussen har kendt hinanden siden folkeskolen og blev kærester i 2014. Sidste år fik de sammen sønnen Laurits, der ankom mellem byg- og hvedehøsten. Foto: John Christensen


I stalden går Pelle Rasmussen efter at ligge blandt de 25 procent bedste hos hans rådgivningsselskab målt på økonomien. Han bruger blandt andet sit meget erfarne gårdråd til at sparre om tiltag i stalden, marken og sin strategi. Foto: John Christensen

En bedrift, der både imponerede i banken og omgangskredsen. Og selv om parret understreger, at de fik ejendommen i Skive til en god pris og var heldige med timingen og grisepriserne, lykkede det dem at sælge gården på blot 40 dage - og så endda med gevinst. For der var pludselig dukket et godt tilbud op.

- Vi havde snakket et stykke tid om, vi skulle blive her og have et komfortabelt landmandsliv, eller om vi skulle ud at lede efter nye udfordringer, da Pelles økonomiske rådgiver, der sidder i vores gårdråd, pludselig sendte ham en ejendom, der var kommet til salg på Fyn, siger Julie Rasmussen.

Hun fortæller, at en medvirkende årsag var, at Pelle Rasmussen drømte om at komme i marken igen, i stedet for kun at se på andres maskiner i høst. Derfor blev bedriften i Skive, der var for lille til at blive en full-line produktion, sat til salg i april 2021.

Parret er sammen nomineret som kandidat til titlen som Året Unge Landmand hos Landbrugsavisen.

Arbejder sig op

Pelle Rasmussen kalder gården i Skive ’en god måde at komme i gang på’. Det gav parret økonomi og erfaring til at overtage drømmegården på Fyn, hvor de lavede samme manøvre i stalden, øgede antallet af søer til 1.400 og byggede 1.500 nye stipladser i stalde, der stod tomme.

I dag producerer parret sammen med de 12 ansatte tæt på 45.000 slagtegrise full-line på i alt syv ejendomme, hvoraf fem er ejede, samt driver 750 hektar, hvoraf 410 er ejet. Gården ejer de ligeligt.

Artiklen fortsætter under billedet.


På gården er der i alt 12 ansatte, hvoraf fire er fulgt med parret fra Skive til Fyn. Da parret overtog gården, var der ikke en frokoststue, og i starten spiste de ansatte og parret deres morgenbrød og madpakker i et telt i haven. Siden har parret lejet en skurvogn for at forbedre de ansattes vilkår, indtil der eventuelt kan bygges om. Foto: John Christensen

Produktionen har en selvforsyningsgrad på lige under 50 procent. Markplanen tæller blandt andet byg, hvede og hestebønner: Målet er at lave billigt korn til foderet, som de selv blander.

På hovedgården, hvor parret også bor, har de eget sohold, klimastald og feder til ni kilo. Derefter omfordeles dyrene til de andre stalde.

Derfor er 80 procent af mandskabet også på hovedgården, og det er også i stalden, parret tjener 80 procent af deres indtægt - og hvor Pelle Rasmussen bruger mest tid.

- Jeg kan godt lide, at ikke to dage er ens. Jeg kan godt lide at sætte visioner og så rykke derhen mod. Jeg synes bare, det er mega fedt. Jeg nyder hver dag.

Pelle og Julie Granhøj Rasmussen er den anden ud af fire kandidater til prisen  

Faktaboks

Blå bog

  • 2011: Pelle starter på Dalum Landbrugsskole
  • 2012-14: Tager tre vintre til Australien for at høste
  • 2015: Pelle er uddannet produktionsleder, Julie starter på Landbohøjskolen
  • 2017: Pelle overtager bedriften i Skive i december, mens Julie er på udveksling i USA
  • 2018: Udvider soholdet
  • 2020: Sælger gården i Skive på 40 dage
  • 2021: Investerer sammen i gården på Fyn
  • 2022: Udvider soholdet fra 1.200 til 1.400 søer

Emneord

Årets Unge Landmand 2022 , video

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle