Universitet beregner: 6.000 hollandske mælkeproducenter lukker de næste ti år

Hver tredje mælkeproducent forventes at lukke i Holland inden 2030, spår hollandsk universitet.

Strukturudviklingen vil speede op i Holland frem mod 2030. Mindst hver tredje mælkeproducent, svarende til 6.000 landmænd, ventes at indstille produktionen af mælk.

Sådan lyder hovedkonklusionen fra det hollandske universitet Wageningen University & Research.

Økonomerne på universitet har lavet en fremskrivning af den nuværende strukturelle udvikling indenfor hollandsk mælkeproduktion. Fremskrivningen viser, at de nuværende 16.000 mælkeproducenter vil blive reduceret til cirka 10.600 i 2030. At hver tredje mælkeproducent forventes at stoppe begrundes med alder, manglende generationsskifte og for nogle producenters vedkommende en dårlig økonomi.

Antallet af malkekøer pr. bedrift vil stige fra 101 til 139 og den samlede, hollandske mælkeindvejning vil vokse med fire procent fra 14 mia. kg til 14,6 mia. kg.

Det kan også gå helt andre veje

Udover en fremskrivning af de nuværende forhold, har universitets økonomer også beregnet effekten af tre scenarier. Her har man stillet sig spørgsmålet, hvad vil der ske hvis:

  • Markedet og forbrugerne øger deres efterspørgsel efter naturlige fødevarer, hvor naturen får større fokus.
  • Markedet bliver fuldstændig overladt til de frie kræfter.
  • Der bliver større fokus på bedrifternes sociale afkast og de økonomiske afkast ved at producere mælk.

I scenariet med større fokus på naturlighed vil antallet af bedrifter falde til cirka 10.100 med 145 køer pr. gennemsnitsbedrift.

I scenariet med de frie markedskræfter vil antallet af bedrifter falde fra de nuværende 16.000 til omkring 7.500. Den lave mælkepris gør det vanskeligt for et stort antal producenter at drive en rentabel virksomhed, og 40 procent af virksomhederne er ude af stand til at betale alle afdrag.

I scenariet med fokus på socialt afkast vil antallet af bedrifter også falde, selvom man forudser en højere mælkepris. I dette scenarie stiller mælkeproducenterne højere krav til indtægterne fra gården, og flere vil vælge at supplere indtægten fra mælkeproduktion med andre indtægter. I dette scenarie vil den totale mængde mælk falde mest.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle