Universitet vil undersøge om glyphosat påvirker dyrs sundhed

Aarhus Universitet vil undersøge om glyphosats virkning på tarmbakterier og mineraltilgængelighed har betydning for dyrs sundhed.

Hvis man nedvisner korn før høst med glyphosat, vil der være små mængder af ukrudtsmidlet tilbage i kornet. Derfor vil Aarhus Universitet med 10 mio. kr. fra Veluxfonden og Villumfonden nu undersøge, om det betyder noget for dyrene, der æder kornet, for deres sundhed og produktivitet.

Ifølge Martin Tang Sørensen, seniorforsker ved Aarhus Universitet i Foulum, er glyphosat patenteret som bredspektret antibiotika, der påvirker bakterier og andre mikroorganismer. Det er også patenteret for sin store evne til at binde mineraler.

Hvis det eksempelvis binder mineraler, får dyrene måske ikke de mineraler, som de har behov for.

»Vi ved ikke om det har betydning, men det vil vi gerne vide«, siger han.

Glyphosat kan ende i foderet hos for eksempel svin og fjerkræ, fordi de æder foder med meget korn og soja i. I kornet kan der være glyphosat efter nedvisning, og i soja kan der være glyphosat, fordi man sprøjter mod ukrudt i glyphosatresistente sojamarker. Aarhus Universitet har derfor igangsat fireårige forsøg, der skal vise, om det påvirker dyrenes sundhed, og hvor meget der i givet fald skal til.

Er der mistanke om, at det skader dyrenes sundhed?

»Det kan man ikke sige. Vi har opstillet en hypotese om, at der kan være en effekt, og så gennemfører vi forsøg for at bekræfte eller afkræfte hypotesen,« siger han.

Forsøgene vil blive udført på nyligt fravænnede grise og æglæggere.

 

Læs mere om glyphosat i LandbrugsAvisen i dag

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle