Det er 30. april, valborgaften. "Med majløv nu kommer skøn valborgsdag", skriver Ingemann i den kønne lille sang om storken, den er måske glemt nu, men skoven sprang ud i god tid i år. Jeg har gået i min egen have med vandkanden for at yde førstehjælp til jordbær og kartofler i højbedene. Aftenen er så skøn, sådan en stund kommer minderne strømmende som vandet i min kande.
Valborgaften er vist også gået i glemmebogen nu, men i min barndom brændte man bål af haveaffaldet og festede måske lidt. For vi børn var "Wolbeblus" optakten til sommeren, men det var kun en bleg rest af fortidens fejring af vårens komme. Der har været meget forskellige skikke knyttet til årstiden, man dansede om den pyntede majstang eller gik i optog rundt om de nysåede marker, alt sammen vel en rest af en frugtbarhedskult, som skulle gavne afgrøderne og høsten.
I nogle østjyske sogne havde man en ældgammel skik, som døde ud for et par generationer siden. Før skytte-gymnastik- og andre foreningers tid, og før forsamlingshusene blev bygget, samledes de unge til legestue rundt i gårdene, hvor man havde en rummelig "overstue".
Til at klare det praktiske ved disse danseaftener valgte de unge hvert år en "gadebasse", han skulle sørge for spillemand, husly osv., men desuden udfærdigede han før valborgaften en liste over egnens unge karle, som fik tildelt hver en pige, som skulle være hans "gadelam" i året løb. Hun skulle sørge for fortæring til festerne, han skulle sørge for, hun fik danset og lignende, altså være hendes kavaler. I Hørslev blev listen over parrene slået op på sprøjtehusdøren, og den er nok blevet gransket nøje. Alle partnere var vel ikke lige attraktive, måske kunne der forhandles med gadebassen før tiden, men listen skulle respekteres.
En karl havde trukket en "nitte" i det lotteri og forhandlede om at opløse forholdet mod, at han købte en stor ispind til pigen. Hendes svar var: "Det goè A så mæ te, men så skaèt å væè mæ sukkelade". Fra min egen ungdom husker jeg en ung mand, som bukkede for pigerne i hele salens længde og fik svaret "optaget" hele vejen. Intet under, at han hvæsede: "Såèn stor èt på enhvær lokumsdør". Ak, nej, det var aldrig morsomt at sidde over på livets bal.
I alle samfund er der mennesker, der befinder sig i yderkanten eller helt uden for fællesskabet. Så kan man måske i desperation gribe til slående argumenter, sådan var det dengang, som nu. I min ungdom brugte man de bare næver og endte måske i værste fald i grøftens brændenælder. I dag bruger man andre våben. Aftenen er så skøn, en af mange i dette fantastiske forår. På cykelturen ud til gården nyder jeg duften af rapsen og lærkens utrættelige koncert. Hvordan mon sommeren vil arte sig efter forårets fanfare?
Forhåbentlig spiller den snart en regnvejrssymfoni over de tørstende marker.
