Venstre melder ud efter møde: Vil ikke støtte hastelov

Venstre kommer ikke til at støtte hastelovgivning, der skulle give regeringen grundlag for at aflive alle mink i Danmark.

Venstre kommer ikke til at støtte regeringens hastelov, der går på at aflive alle mink i Danmark.

Det melder landbrugsordfører Erling Bonnesen i kølvandet på et gruppemøde mandag formiddag.

Søndag aften lød det ellers fra formand Jakob Ellemann-Jensen (V) i en intern mail, at man ville støtte regeringen i sagen, men den ordlyd blev ændret mandag formiddag.

Det skyldes angiveligt en voldsom utilfredshed i folketingsgruppen og i baglandet.

regeringen kører egenrådigt

Sagen drejer sig om, at det er kommet frem, at regeringen ikke har lovgrundlaget på plads til at kræve alle mink i landet aflivet.

Derfor skal sagen hastebehandles tirsdag i Folketinget, og her er det krævet, at tre fjerdedele af Folketinget stemmer for. Derfor er Venstre afgørende i spørgsmålet, da resten af blå blok har meldt ud, at de er imod.

"Venstre støtter ikke den hastelovgivning, som regeringen lægger op til. Det kan vi sige klart og tydeligt", siger Erling Bonnesen og fortsætter:

"Vi kan konstatere, at regeringen egenrådigt har truffet den her beslutning, som nu viser sig at hvile på et ulovligt grundlag. Det vil vi følge op på, og vi vil sikre, at minkavlerne får tilkendt ekspropriationslignende erstatning".

alt skal frem

Hos Venstre kræver man desuden, at man lægger hele det faglige grundlag frem, så man kan tage stilling til beslutningen om at aflive alle mink.

Det notat, som regeringen har forklaret udløste aflivningen, er blevet fremlagt og konkluderer, at minkavl er en trussel mod folkesundheden. Det er dog ikke nok for Venstre.

"Der er jo meget end de tre siders notat. Vi skal have det hele frem, så vi kan se det efter i sømmene", siger Erling Bonnesen og fortsætter:

"Det her har udviklet sig til en sand skandale. Lovgrundlaget er ikke i orden og samtidig hører vi forskellige historier om, hvordan det går med aflivningen. Mink, der er tabt på motorvejen, og videoer af mink, der ikke er aflivet ordentligt".

vil ikke svare på, om aflivning skal pauses

Ved ikke at ville stemme for loven, siger I så, at aflivningen skal pauses?

"Det forholder vi os ikke til. Hvis regeringen vil pause aflivningen, så er det regeringens beslutning. Det er regeringen, der sidder på apparatet og det faglige grundlag. Vi kan bare konstatere, at regeringen lige nu er ved at slå minkbranchen ihjel", siger Erling Bonnesen og fortsætter:

"Samtidig vil vi gerne sætte spørgsmålstegn ved det, regeringen sagde om, at Danmark kan blive det nye Wuhan. Det lyder mærkeligt, når den her cluster 5 ikke er set siden september, og der ikke er en eksplosiv udvikling i antallet af smittede".

"Vi står midt i en skandale, og nu skal vi have svar på, hvad regeringen har tænkt sig at gøre ved det".

Kl 15:30 har regeringen indkaldt til et virtuelt møde, hvor Venstre stiller med formand Jakob Ellemann-Jensen og tre-fire folketingsmedlemmer, oplyser Erling Bonnesen.

Emneord

politik , coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle