Vestager kræver frasalg af Syngenta-pesticider

Margrethe Vestager har godkendt ChemChinas køb af Syngenta, mod at den kinesiske kemikalievirksomhed frasælger pesticider.

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, godkender, at kinesiske ChemChina kan købe schweiziske Syngenta. Det er efter mere end et halvt år med undersøgelser og forhandling.

EU-Kommissionen har været bekymret for, om konkurrencen kan blive ramt. Det vil kunne gøre plantebeskyttelse dyrere for landmænd og forsinke udvikling af nye midler.

"Det er vigtigt for europæiske landmænd og i sidste ende forbrugerne, at der er en effektiv konkurrence på pesticidemarkedet, også efter ChemChinas opkøb af Syngenta," siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Den kinesiske gigant er derfor gået med til at frasælge nogle produkter, så der fortsat er hård konkurrence om landmandens pengepung. Samme krav havde Vestager til DuPont for knap to måneder siden, før det kunne fusionere med Dow Chemicals.

En tredje gigantfusion er undervejs, eftersom tyske Bayer ønsker at købe amerikanske Monsanto. Denne fusion mangler stadig en EU-godkendelse.

ChemChina sælger pesticider til europæiske landmænd gennem deres israelske datterselskab Adama. Dette selskab udvikler ikke selv aktivstoffer, men udvikler produkter på baggrund af udløbne patenter.

Alligevel var EU-Kommissionen bekymret for, om markedet for plantebeskyttelse og vækstregulering ville blive ramt. Derfor frasælger ChemChina pesticider, både fra Syngentas og Adamas sortiment.

ChemChinas frasælger:

  • en væsentlig del af Adama eksisterende pesticidvirksomhed
    - især fungicider til korn, frugt og raps
    - herbicider til korn, majs, solsikker og grøntsager
    - insekticider til korn, majs, frugt, raps og grøntsager
    - frøbehandlingsmidler for korn og sukkerroer
  • nogle af Syngentas pesticider, navnlig fungicider til grøntsager og herbicider til korn, grøntsager og solsikke;
  • 29 af Adamas generiske pesticider under udvikling
  • en væsentlig del af Adamas vækstregulering til korn

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle