Vores fotograf: Disse landmænd gjorde stort indtryk i 2016

Læs her vores fotograf Torben Worsøes personlige beretning om nogle af de landmænd, der har gjort stort indtryk på ham i løbet af 2016.

Engagement er det ord, der går igen, når man som jeg i løbet af et år møder en masse af de mennesker, som vi skriver om i LandbrugsAvisen og vores magasiner.

Jeg har valgt nogle af dem ud, som har sat sig særlige spor i min erindring.

Per Funch, Langeland

Per Funch på Langeland besøgte jeg først på året sammen med journalist Frederik Thalbitzer. Anledningen var, at Per Funch ved at satse på en niche med at dyrke havefrø på et lille, langelandsk landbrug, formår at have en god økonomi i en verden, hvor mange landmænd har svært ved at klare sig. Jeg husker ikke, hvor store værdier, der ligger for i siloen her, men det var flere hundrede tusinde kroner, og det smil Per sender mig, da jeg tager billedet, er udtryk for ægte tilfredshed med tilværelsen.

Link: Læs vores artikel om Per Funch og hans havefrø her.

Per Funch

 

Bertel Hestbjerg

Bertel Hestbjerg hører til dem, der ved hvad han vil - og tør gøre det. Som producent af økologisk svinekød har han taget det store skridt at bryde med det etablerede afsætningssystem og selv stå for at sælge varer, der har helt specielle kvaliteter. Samtidig er Bertel en drøm at fotografere - han er helt afslappet, og ved da også, hvad den slags betyder for god markedsføring. Men jeg kører fra stedet med en god fornemmelse og med en masse nye tanker om landbrugets vilkår.

Link: Læs hele artiklen om den økologiske svineproducent her

Bertel Hestbjerg

 

Per Laursen, Arden

Per Laursen er stolt af det skilt, som står plantet uden for gården i Arden. Per er altmuligmand, viceborgmester, kødproducent og nu også formand for Dansk Kødkvæg. Dertil kommer, at han har et lune, der får én til at føle sig godt tilpas. Det er mange år siden, jeg første gang mødte Pers far - og man kan roligt konstatere, at Per har arvet hans humoristiske sans.

Link: Læs hele artiklen om Per Laursen her

Per Laursen

 

Ejnar Hansen, Oksbøl

Ejnar Hansen i Oksbøl oplevede, at en af de syriske flygtninge, som kom og købte mælk på gården, en dag søgte om at få arbejde der. Dori hedder manden, hvis kone og børn stadig opholdt sig i Syrien. Med liv og engagement tog Dori fat på arbejdet i stalden. Egentlig er hans lastvognschauffør, men det syriske kørekort kan han ikke bruge i Danmark - og så har myndighederne forresten også fået det smidt væk.

Link: Læs hele artiklen om Ejnar Hansen og flygtningen Dori her

Ejnar Hansen

 

Anne Sophie og Stig Gamborg, Møllerup Gods

Formentlig kunne Anne Sophie og Stig Gamborg leve af at dyrke jorden til Møllerup Gods traditionelt eller de kunne vælge at beklage sig over vilkårerne i landbruget. I stedet har de valgt at koncentrere sig om hamp til isolering og til en række velvære- og spiseprodukter. Ikke just den nemmeste mulighed, når man nu ejer et gods, men til gengæld et valg, der demonstrerer deres engagement.

Link: Læs hele artiklen om parret og Møllerup gods her

Anne Sophie og Stig Gamborg 

 

Erik Dolby, Nimtofte

Erik Dolby mødte jeg første gang for måske ti år siden, da han fik gjort op med de vanvittige regler, der betød, at alle kvæggulve skulle være helt glatte. Der var ikke rigtig bevis for at det gav lavere fordampning. Til gengæld gav det ringere dyrevelfærd. Nu har Erik fået en helt ny gård designet helt som han vil have den. Ejeren er ganske vist AP pension, men Erik har fået opfyldt den drøm han har gået med i over ti år. Det er formentlig derfor han smiler så bredt.

Link: Læs hele artiklen om Erik Dolby og hans gård her

Erik Dolby 

 

Torben Rasmussen, Skive

Torben Rasmussen driver Dueholm Holstein sammen med sin svigerdatter. Det gør de så godt, at de i løbet af få år har øget mælkeproduktionen per ko med omkring 30 procent. Samtidig har de tid til at have flygtninge ansat, og gården er også velkendt som  et af de steder, der leverer gode avlsdyr.

Link: Læs om Torben Rasmussen og Dueholm Holstein her

Torben Rasmussen og Ann Witt 

 

Leif Friis Jørgensen

Leif Friis Jørgensen er travl direktør for Naturmælk. Men han er mere end det. Han er en mand, der tænker over fremtiden for landbruget. Og den hører ikke kun sammen med at producere de samme varer, som alle vores konkurrenter laver. Naturmælk producerer blandt andet hø-osten i forgrunden som et godt eksempel på, at specialprodukter kan afsættes. Mejeriet kan næsten ikke lave nok, og det er vi da nogle, der beklager.

Link: Læs hele artiklen om Leif Friis Jørgensen og Naturmælk her

Leif Friis Jørgensen 

 

Martin Daasbjerg, Struer

Martin Daasbjerg, direktør for Dansk And, fik en vanskelig start i slutningen af sidste år, da nogle af virksomhedens produkter lugtede ubehageligt. Men Martin er ikke den, der bare giver op. Tilsyneladende gav han sig bare til at arbejde endnu mere - forstå det hvem der kan - og det lykkedes at redde virksomheden gennem krisen. Dansk And har overtaget det gamle slagteri på havnen i Struer og indrettet butik med forskellige kvalitetsfødevarer i tilknytning til butikken. En butik, der trods den lidt afsides beliggenhed, bliver mere og mere kendt.

Link: Læs hele artiklen om Leif Friis Jørgensen og Dansk And her

Martin Daasbjerg 

 

Michael Lauridsen, Qutrup

Michael Lauridsen er sammen med sin far, Preben, og kompagnonen Kjartan Poulsen en af ejerne af det, der er blevet Danmarks største økologiske mælkeproduktion. Her tæller den høje ydelse ikke. I stedet satser de tre ejere på størst muligt overskud pr ko - en strategi, der især ses i fodringen af køerne. Inspirationen hentes i Irland og New Zealand, som med lidt god vilje godt kan sammenlignes med vestjyske Outrup.

Link: Læs hele artiklen om Michael Lauridsen og økologisk mælkeproduktion her

Michael Lauridsen 

 

Line Vanggaard Pedersen, Nordjylland

Line Vanggaard Pedersen kender de fleste efter hendes medvirken i TV. Line var driftsleder på sin fars gård til den desværre bukkede under. Men hun er også formand for de konservative, folketingskandidat i området og ejer af en humoristisk sans, der er de færreste forundt. Hun sagde nej tak til det medlemskort til Venstre, som hendes far tilbød hende i 18 års fødselsdagsgave - fordi hun vidste hun var konservativ. Men så fik hun et medlemsskab til de konservative - af sin mor.

Link: Læs hele artiklen om Line Vanggaard Pedersen her 

Line Vanggaard Pedersen 

 

Louise Dolmer, Århus

Louise Dolmer er en arbejdshest og en igangsætter uden lige. Hun er grundlægger af Landmad.dk og indretter butikker rundt om i Danmark. Ambitionerne rækker ud over landegrænserne. Jeg mødte hende, da hun stod for indretningen af en butik i Århus’ latinerkvarter fyldt med specialiteter fra det danske landbrug, som producerer langt bedre fødevarer end vi selv tror.

Link: Læs hele artiklen om Louise Dolmer og hendes butik her

Louise Dolmer 

 

Johannes Demmer

Johannes Demmer får fugtige øjne, når han fortæller sin historie - med god grund. Efter syv års juridiske tovtrækkerier fik den sønderjyske landmand medhold ved EU-domstolen i Luxembourg i en sag, han førte mod NaturErhvervstyrelsen ved Vestre Landsret: Lufthavnsarealer er som udgangspunkt støtteberettigede, hvis landbrugsdriften kan udføres uden væsentlige hindringer. »Jeg husker tydeligt, da en ledende medarbejder i NaturErhvervstyrelsen i vinteren 2009 stod i TV2 og forklarede, at det var snyd og bedrag. Og så lagde de en liste ud på deres hjemmeside over de landmænd, der havde søgt og fået støtte til flyvestationsarealer. Det glemmer man ikke. Pludselig at være hængt ud som en, der snyder systemet,« siger han til journalist Helle Christensen, da vi besøger ham.

Link: Læs Johannes Demmers historie her

Johannes Demmer 

 

Stilletter i landbruget

Glade stilletter i landbruget er egentlig en gruppe startet af Vestjysk Landboforening og socialkonsulent Solveig Høi. Men det er også en flok kvinder med højt humør og en fælles forankring i landbrugserhvervet - mest som hustruer eller medhjælpende ægtefæller, som det så smukt hedder. Jeg tager billeder for dem til et fremstød, de gør på Landsskuet, og det er en oplevelse af de mere specielle at se kvinderne invadere den store traktor, der normalt anvendes til gylletransport.

Link: Læs om gruppen 'stilletter i landbruget' her

Gruppen stilletter i landbruget 

 

Bent Kloster

Bent Kloster og hans familie kunne uden tvivl leve godt af hans arbejde som konsulent. Og så kunne de bruge fritiden på golf eller cykelture. Med med Bents opvækst i landbruget, er det vigtigt, at hans egen familie får et forhold til det at have dyr og at passe dyrene. Så med en flot kødkvægs-besætning bestående af Limousiner, sætter de deres eget aftryk på den mangfoldighed, der kaldes dansk landbrug. Overskud giver det næppe, men for familien giver det masser af livskvalitet.

Link: Læs mere om Bent Kloster og hans familien her

Bent Kloster med familien 

 

Jannik Skovlund

Jannik Skovlund har aldrig for alvor kørt traktor. Men han ejer nok landets bedst udstyrede maskinstation - Skovlund Maskinstation. Pointen er bare, at alt er i størrelse 1:32. Den anden pointe er, at Jannik har et eminent øje for detaljer i de tableuer han er så god til at bygge op. Han har efterlignet rodet af gamle paller for enden af maskinhuset - hver eneste af pallerne er bygget i hånden - og han har set og placeret manden med rygsprøjten i kanten af pladsen mellem maskinhusene. Nu har han sat det hele til salg - for han vil gerne bygge helt nye landskaber.

Link: Læs hele artiklen om Jannik Skovlund og hans traktormodeller her

Jannik Skovlund 

 

Anders Pedersen

Anders Pedersen er ikke bare en af de bedste maskinmekanikere i Danmark. Han vandt for et år siden konkurrencen om at blive årets maskinmekanikerlærling i Danmark, og i dette efterår Euroskills i det samme, som blev afviklet i Göteborg. Til hverdag arbejder han hos Holst Sørensen ved Ribe, men inden da fejrede han sin overståede uddannelse med en tur til Australien.

Link: Læs mere om Anders Pedersen her

Anders Pedersen 

 

Marije Jakobsen, Årre

Marije Jakobsen stammer fra Holland, men driver landbrug lige uden for Årre. Og hun har bestemte meninger om mennesker og køer: »Vi mennesker stresser alt for meget - det skal vi holde op med. Hvis man er tæt på en ko, der hviler og tygger drøv, og man mærker dyrets rolige åndedrag, så stresser man af. Koens puls er langsommere puls end vores, og det har den effekt, at man kommer ned i gear,« siger hun. Sammen med sin mand, Jan, åbner hun gårdens døre for overnatning i velstrøede kalvehytter og et nyt begreb - kokrammeri. Ikke mindst personer med autisme nyder godt af nærvær med en ko.

Link: Læs mere om Marije Jakobsens koncept 'kokrammeri' her

Marije Jakobsen

 

Lars Lauridsen, Darum

Lars Lauridsen driveren stor mælkeproduktion sammen med sine sønner lige uden for Darum syd for Esbjerg. Derfor ejer han også jord lige ud til Vesterhavet, og især engene ved Tjæreborg besøges forår, efterår og vinter af enorme mængder af bramgæs, der æder rigtig meget græs. På den ene side et betagende naturfænomen, på den anden side en betydelig omkostning. Lars har nok svært ved at se naturfænomenet, men han har ret let ved at gøre tabet op, som der ikke umiddelbart er erstatning for. Og bramgæssene må normalt ikke jages.

Link: Læs artiklen om Lars Lauridsen og bramgæssene her

Lars Lauridsen 

 

Ole Andresen, Varde

Ole Andresen bor på kanten af Varde Ådal på en gård, han overtog efter sine forældre i 2005. Det er ikke et sted, hvor man kan leve af at drive traditionelt landbrug, men Ole har slået sig på studeproduktion. En dag fik han en besked fra den kendte københavnske restaurant Amass. »Tak for godt kød - det er modnet i ti uger,« stod der under billedet af en højrebsbøf. »Vi kan ikke betale renter med ros, men det giver lyst til at arbejde mere og til at tage nye initiativer,« siger Ole, der siden han startede produktion af stude har lært en masse om, hvordan man giver kødet en god smag gennem fordringen.

Link: Læs mere om Ole Andresen og han stude her

Ole Andersen 

 

Eva Kjer Hansen

Eva Kjer Hansen har jeg taget mange billeder af inden hun trak sig som minister. Hun har fra starten efterladt et indtryk af en person med et enormt engament, en stor viden - og formentlig også nogen stædighed. Selv referede jeg hende fra et møde, hvor hun i skarpe vendinger kritiserede samfundsdebatøren Kjeld Hansen fordi han ikke forstår, at familier med svin føler sig hængt ud, når deres navn og adresse offentliggøres på nettet fordi besætningen har MRSA. Den video, jeg lavede, fik straks Kjeld Hansen til at true med pressenævnet og til i øvrigt at skrive, at det aldrig er bevist, at børn til familierne lider over at blive hængt ud. Kommentarer er næsten overflødige.

Link: Se hele den omtalte video her

Eva Kjer Hansen 

 

Patrick Blenner

Patrick Blenner var en af de fire finalister i kampen om at blive Årets Unge Landmand. Som bekendt vandt Connie Linde. Men alle de fire kandidater gjorde et enormt indtryk. Patrick, der er 23 år, kan slet ikke skjule sin begejstring over, hvor fedt det er at være landmand. Og jeg synes det er fedt at besøge et så begejstret ungt menneske sammen med journalist Sofie Karoline Høgedal. Jeg ville ønske, der havde været fire præmier i konkurrencen, som virkelig får en til at fordrive al tvivl om, hvorvidt der er en fremtid for dansk landbrug.

Link: Læs hele artiklen om Patrick Blenner og hans høns her

Patrick Blenner 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle