Arabisk minister for lykke vil lære af dansk madkultur

Nyudnævnt ’Minister of Happiness’ for De Forenede Arabiske Emirater besøger i disse dage Danmark for bl.a. at hente inspiration fra Danmarks økologi-succes.

Hvordan er det lykkedes at få så stor en del af den danske befolkning til at interessere sig for økologi og sund kost? Det er en af de ting, som den nyudnævnte kvindelige ’Minister of Happiness’ i De Forenede Arabiske Emirater, H.E. Ohood Al Roumi, får et indblik i, når hun besøger Danmark i disse dage. Det fortæller Økologisk Landsforening i en pressemeddelese.

"Danmark er førende på økologi, og ministeren vil gerne høre, hvordan økologi og generel sundhedsbevidsthed er blevet så udbredt blandt danskerne. Et af de store problemer i emiraterne er diabetes, fordi indbyggerne spiser dårligt og bevæger sig for lidt," siger generalkonsul i Dubai, Morten Siem Lynge, der arrangerer ministerens besøg sammen med Københavns Kommune.

Danske resultater skal inspirere

Markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, Helene Birk, mødes med minister Ohood Al Roumi under besøget.
 
"Ministeren vil høre, hvordan Økologisk Landsforening baner vej for økologisk markedsudvikling i Danmark og på eksportmarkederne, og hvordan dansk økologipolitik har understøttet den økologiske markedsudvikling.

Hun vil også få et indblik i omlægningen til økologi i landets offentlige køkkener. Københavns Madhus vil præsentere den indsats, der har sikret en økologi-andel på hele 90 procent i måltiderne i skoler, daginstitutioner og plejehjem i København. Også det er en verdensrekord," siger Helene Birk, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.
 
Hun peger på, at salget af økologi i De Forenede Arabiske Emirater er stigende, men fra et meget lavt niveau.
 
"I Dubai eksempelvis er øko-andelen af det samlede fødevaresalg på knap en procent, men det er steget med 10-15 procent i 2015, og flere kæder, spisesteder og street food-køkkener er begyndt at profilere sig på at have økologi.

På grund af vores økologiske førerposition er der også interesse for danske øko-varer i Dubai og flere danske virksomheder er således begyndt at eksportere deres økologiske varer til caféer, grossister og supermarkedskæder i landet," siger Helene Birk, som har hjulpet virksomhederne med at skabe kontakt til indkøberne.
 
Økologisk Landsforening arrangerer et markedsbesøg til november for danske økologiske producenter, der enten er i gang med økologisk afsætning til Dubai eller har planer herom.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle