Agrocuras cheføkonom Jens Schjerning kender til flere tilfælde, hvor nyetablerede landmænd har købt en nødlidende ejendom for dyrt.
Landmænd, der køber nødlidende landbrug disse år, skal tage sig i agt. Den advarsel kommer fra Jens Schjerning, cheføkonom hos rådgivningsvirksomheden Agrocura.
Sidste uge begærede årets unge landmand sidste år, Bart Pelgröm, sig konkurs efter blot to år som gårdejer. Det var et konkursbo, han købte. Jens Schjerning understreger, at han ikke kender sagen i detaljer – udover de offentligt tilgængelige oplysninger – men at sagen tydeligt viser, at landmænd skal regne grundigt på tallene, inden de køber en gård disse år.
”Det er en trist historie,” siger Jens Schjerning.
Bart Pelgröms sag er blot én blandt flere, han kender til, hvor unge landmænd må smide håndklædet i ringen igen, fordi de har haft for høje ambitioner. Han kender til flere sager, hvor landmænd har haft ejendommen helt ned til et år, herunder også landmænd der er kommet galt afsted som forpagter.
Resultatet med de unge landmænd, der køber konkursboer for dyrt, er, at de overtager gæld fra den forrige landmand, hvorved banken mindsker sit tab, mens landmanden senere må se sin drøm briste og står tilbage med gæld.
”Det er et rigtigt skidt signal til de unge mennesker. Vi er stadig for dårlige til at kalkulere udsving i priserne og til at have luft nok i budgetterne, det vil sige handle ejendommen langt nok ned i pris,” siger Jens Schjerning.
”I dette eksempel ligner det, at banken kun har taget en delvis nedskrivning første gang i håb om, at den unge mand f.eks. ligger blandt de 10 procent bedste og derved kunne skrabe penge sammen til banken,” siger Jens Schjerning.
Når landmanden regner på prisen ved et køb, skal der være luft til risici, understreger han.
”Du skal ikke regne med, at du kan lave 11 tons mælk. Du skal regne med, at der kan komme et år med en dårlig høst, og at mælkeprisen kan smutte med 50 øre,” siger cheføkonomen.
”Hvis beregningerne viser, at bedriften bør koste 30 mio. kr., så skal man ikke give 35 mio. kr. Man skal være stærk på den anden side. Man skal lære at sige nej inde i lokalet og gå ud derfra og acceptere, at denne ejendom nok går til en anden. Men så må man arbejde videre med det og finde en anden ejendom.”
Det er først og fremmest landmanden, der sætter underskriften, men også rådgiverne skal oppe sig, siger han.
”Vi er nødt til at være ærlige i rådgivningssektoren,” siger han.
”Vi er for dårlige til at sige nej. Hvis vi laver en beregning, der viser, at det ikke holder, så skal vi være ærlige over for os selv og landmanden og ikke give køb på tingene.”
”Desuden skal vi passe på med finansieringssammensætningen, når det gælder den yderste pant efter realkreditlånet.”
Det kan være, at eksempelvis lån fra Vækstfonden, familie eller andre investorer tager en del af den yderste pant, og det kan faktisk være en hæmsko, siger cheføkonomen.
”Der skal i hvert fald ikke sidde en bank, der ikke har meget i klemme, for så vil de bare trække konkurskortet, når det ikke går godt. Så er det bare et cpr-nummer, der er blevet udnyttet, groft sagt,” siger Jens Schjerning.
I sidste ende er det dog landmandens hovedansvar.
”Vi er simpelthen for dårlige til at sige nej i Danmark, også når det kommer til at bygge nye stalde.”
I nullerne købte mange jord for dyrt, og nu er der så nyetablerede landmænd, der går konkurs. Har vi lært noget af nullerne?
”Ja, men vi skal passe på de unge folk. De har måske ikke helt lært det. Vi har måske lært af nullerne, men de unge, og dem, der kommer om 20 år, har ikke lært det.”
