Skandaleramt rullepølsevirksomhed døden nær

Rullepølsevirksomheden Jørn S. Andersen var sidste år centrum for listeria-skandalen. I det nyoffentliggjorte regnskab tager revisor forbehold i regnskabet for sandsynligheden af virksomhedens fortsatte drift, idet produktionen er ophørt.

Jørn S. Andersen Rullepølser, der blev kendt under sidste års listeria-udbrud, hvor 17 mennesker mistede livet, kommer ud af regnskabsåret 2014 med et underskud på 4.1 mio kroner mod et resultat for 2013 på knap 1,8 mio. kr. Samtidig er virksomhedens egenkapital gået fra 2,6 mio. kr. i 2013 til en negativ egenkapital på 1,4 mio. kr.

Virksomhedens revisionsselskab føler sig nødsaget til i regnskabet at tage forbehold for virksomhedens fortsatte drift. Revisoren mener ikke, at regnskabet skulle være lavet med henblik på fortsat drift, men derimod skulle have realiseret værdierne - altså lukket virksomheden.

Revisoren tager derfor forbehold for regnskabet, som de ikke mener giver et retvisende billede af virksomhedens aktiver, passiver og finansielle stilling.

Ledelsen uenig

Ledelsen skriver i beretningen, at deres hovedaktivitet med fremstilling af rullepølser og øvrige produkter, som er forbundet med det, er ophørt. Ledelsen finder resultatet utilfredstillende.

»Selskabets fortsatte drift er afhængig af fremtidig positiv indtjening, samt at banker og andre eksterne kreditgivere stiller den fornødne kapital til rådighed. Ledelsen forventer dette vil ske og vurderer at det er en mulighed,« skriver de i årsregnskabet.

Søgte erstatning

Jørn S. Andersen Rullepølser krævede i december 2014 erstatning af Fødevarestyrelsen. Virksomheden anklager styrelsen for at have begået alvorlige fejl i deres håndtering af bakterieudbruddet i august 2014. På trods af at Fødevarestyrelsen i følge DR.dk har erkendt at den handlede for langsomt, i forhold til at begrænse udbruddet, er sagen endnu ikke afgjort.

Landbrugsavisen.dk fik fat i direktør Palle S. Andersen via en anden nyregistreret virksomhed, Schølers Pølser. Den blev stiftet 3. december sidste år og har samme adresse som Jørn S. Andersen A/S. Ejer er Inge Andersen Holding Aps og direktør er Inge Andersen, der også var i ledelsen i Jørn S. Andersen A/S.

Palle S. Andersen - direktør i Jørn S. Andersen A/S - siger til Landbrugsavisen.dk:

»Jeg ønsker ikke at udtale mig. Jeg har fået så mange tæsk, og derfor holder jeg kortene tæt til kroppen nu.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle