Bankmand: Ikke alle landmænd er gode direktører

Regeringens nye investeringsfond, som bl.a. skal styrke bankernes muligheder for at yde lån til landbrugsvirksomheder, ændrer ikke grundlæggende på det udskillelsesløb, der er i gang i dansk landbrug.

Der vil fortsat være mange landmænd, som skal hjælpes ud af erhvervet, fordi de ikke har udsigt til at lykkes økonomisk. Det mener Michael Haahr Andersen, afdelingsdirektør i Jyske Bank, Ribe.

»Nogle landmænd kan f.eks. være fantastisk dygtige til at få en høj mælkeydelse, men når vi dykker ned i regnskaberne, er der bare ikke penge til overs. Hvis vi ikke tror på, at det kan blive anderledes, skal vi turde sige stop. Også selvom det gør ondt at sige stop til en fagligt dygtig landmand.«

Faglig dygtighed ikke nok

Michael Haahr Andersen og hans specialiserede team på Seminarievej i Ribe er nogle af de bankfolk, der kommer meget tæt på landmandsfamilier i økonomisk krise.

Det er ofte forløb, der strækker sig over flere år. Og i nogle tilfælde munder de ud i, at banken træffer den tunge beslutning om, at en landmand ikke kan fortsætte i erhvervet.

Det er en beslutning, som kan være svær at acceptere for landmanden, fortæller Michael Haahr Andersen.

»Frustrationen kan være høj, og landmanden kan have meget svært ved at forstå, at han skal stoppe, når naboen, som ikke er lige så god til at få mælk i tanken, stadigvæk er landmand. Men man kan godt være en dygtig landmand, som ikke er dygtig til disciplinen at drive virkomhed.«

Ledelse er nøgleord

Michael Haahr Andersen og hans kolleger har mange parametre, de måler de kriseramte landmænd på, og gældens størrelse er ikke det vigtigste.

Nøgleord er tillid og ledelse, og det konkrete udgangspunkt er »benhårde økonomiske målinger« handleplaner og gennemgang af regnskaber tre-fem år tilbage.

Banken ser på, om landmanden har en historik for at lykkes med de planer, han lægger. Og det giver minus i bogen, hvis privatforbruget er steget i en periode, hvor alle kræfter forsøger at realisere det overskud, som kan få banken til at give grønt lys for en udvidelse.

»Privatforbruget er en af de ting, som landmanden selv er herre over 100 pct. Det kan gøre mig både sur og frustreret, når det er steget 150.000 kr., mens vi kæmper for at spare 300.000 kr. på foderforbruget,« siger Michael Haahr Andersen.

Han savner, at landmanden og hans økonomikonsulent regner baglæns og gør sig klart, hvilken lønindtægt, privatforbruget svarer til.

»20.000 i privatforbrug om måneden svarer til en løn på 40.000 kr. efter skat. Det skal man være klar over.«

Overset rolleskift

Landmandens evne til at lede og styre såvel medarbejdere som omkostninger over en bred front er noget af det, der vægter allermest i bankens vurdering af en landmands fremtidsmuligheder.

Michael Haahr Andersen mener ligefrem, at det manglende fokus på ledelse som en afgørende kompetence i landbruget for år tilbage bærer en stor og tung del af ansvaret for den økonomiske krise i landbruget.

For de landmænd, som udvidede til det dobbelte i de år, hvor økonomien buldrede af sted, skiftede reelt job i deres egen bedrift - fra landmand til direktør.

Dialogen om konsekvenserne af det blev glemt i farten, og det har bankerne en del af ansvaret for.

»Sig op som landmand«

»Når en dygtig landmand med en god økonomi og 150-200 køer kom og præsenterede en plan om at udvide til 400 køer, nikkede vi alle sammen til det: Dobbelt så stort - dobbelt så godt, det var klart,« siger Michael Haahr Andersen.

»Vi havde ingen dialog om, hvad det ville betyde, at landmandens job i virksomheden ville blive helt anderledes. Jeg sagde ikke til mine kunder: Har du lyst til at lægge en opsigelse på bordet, hvor du siger op som landmand? Og vil du lægge en jobansøgning som direktør?«

»Den dialog havde vi ikke. Og hvis du spurgte mig, hvad jeg helst ville gøre om, hvis jeg kunne spole tiden tilbage, så tror jeg faktisk, det fylder mere hos mig, end renteswappen gør!«

»Det var selvfølgelig landmanden, der traf beslutningen, men i dag kunne jeg godt tænke mig, at vi havde ydet en bedre rådgivning på den del af det. For var produktionen ikke blevet større, havde vi ikke købt jorden dyrt, og så havde vi måske ikke lavet en renteswap, der var lige så stor. Mange af de ting, der er sket for de landmænd, som nu er i krise, er afledt af den beslutning: Nu udvider vi.«

Større enheder nødvendigt

»Mener du, at bedrifterne er blevet for store?«

»Nej, det er ikke dét, at de er blevet større. Som udviklingen er, tror jeg, det er nødvendigt, at vi har nogle store enheder. Det er mere: Er det de rigtige landmænd, som er blevet større?«

Det spørgsmål er det imidlertid for sent at stille til de landmænd, der allerede er stoppet af økonomisk nødvendighed, eller som vil være nødt til at gøre det inden for overskuelig tid.

Det er landmænd, som måske hverken har flair eller interesse for ledelsesdelen, hvor de blandt meget andet skal forholde sig til medarbejdere og arbejdstilrettelæggelse.

»Det nytter jo ikke, du har en supergod plan for at nedbringe kalvedødeligheden, hvis du har en medarbejder, der ikke forstod, hvad det var, du sagde.«

Makkerskaber

Michael Haahr Andersen drømmer om, at langt flere landmænd vil organisere sig i samarbejdsformer, hvor de kan koncentrere sig om det, de er bedst til.

»Kulturen har været, at man som landmand skal kunne det hele. Men hvis jeg nu er dygtig i stalden, og min nabo er det i marken, skulle vi så ikke bytte, så han passer mine marker, og jeg passer hans stald? I stedet for, at alle skal have deres egne landbrugsvirksomheder, skal vi have dem »makk’ret op«.«.

»For nylig havde jeg en kunde, som er holdt op med at levere mælk. Han har nu lavet et kviehotel og har lejet marker og stalde ud til en større landmand, som har ansat ham til at styre reproduktionen på alle hans gårde. Det er han rigtig dygtig til, og det var det, der egentlig havde hans store interesse. Så nu har han både fået en bedre økonomi og et væsentligt sjovere job.«