Egebaksande solgt - men ikke til månegrisprojektet

Dét, som Månegris-projektet ApolloThy frygtede ville ske, er nu sket: Den gamle, spektakulære landbrugsejendom Egebaksande er blevet solgt, men til anden side.

ApolloThy er det ene af to Månegris-stalde, som for knap et år siden vandt udbuddet om tilsammen 14 mio. kr. støttekroner fra GUDP-puljen.

På Egebaksande i Thy var der allerede en miljøgodkendelse til en helt ny stald med 9.500 stipladser. Men salget af ejendommen fra Nykredit - der havde overtaget konkursejendommen - til landmand Niels Jørgen Pedersen gik i vasken på grund af nogle uenigheder. Derfor skulle en ny køber findes.

I mellemtiden havde lokale klaget over miljøgodkendelsen, så nye investorer - som ellers var interesserede i ApolloThy-projektet - var tilbageholdne.

På grund af udflytningen af klagenævnet - nu kaldet Miljø- og Fødevareklagenævnet - tog det lang tid at få behandlet klagen - hvilket vi skrev om i juni. Måneden efter, i juli, fik ApolloThy i store træk medhold, men det var for sent.

Nu er Egebaksande solgt til anden side.

"Jeg har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt", siger Søren Overgaard, der ny tovholder på ApolloThy-projektet.

Den nye ejer af Egebaksande er ifølge Thisted Dagblad Jørgen Holm Westergaard, som er adm. direktør i Energi Danmark, der er en koncern, som handler med el. Han ejer i forvejen naboejendommen, den store opformeringsbesætning Rosvang. Jørgen Holm Westergaard er selv opvokset i landbruget og han driver Rosvang sammen med sin søn, Viktor.

Det har ikke været muligt tirsdag at få en kommentar fra Jørgen Holm Westergaard.

Egebaksande er helt speciel. Kaptajn Jagd byggede for over 150 år siden gården, der dengang var blandt de største i Thy. I dag er den voldsomt saneringsmoden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle