Ankenævn fejer Månegris-kritikere af banen

Onsdag fik Månegrisen Apollo Thy projektet Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af Thisted Kommunes miljøgodkendelse. Klagebehandlingen har taget 10 måneder.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i onsdag stadfæstet Thisted Kommunes miljøgodkendelse af Månegrisen Apollo Thy projektet, der skal opføres på Kanalvej 39 i Jannerup. Det skriver Limfjord Update.

"Jeg har kun lige givet de 50 sider et hurtigt blik," siger Venstres Borgmesterkandidat og medansøger Niels Jørgen Pedersen til Nordjyske til trods for, at han selv har meddelt, at han er ude af projektet.

Han påpeger dog også, at det bliver de øvrige involverede i projektet, der nu skal i gang med at løfte opgaven med at finde finansiering til projektet, der skal producere 40.000 slagtesvin om året.

Ventede 10 mdr. på afgørelse

Teknik og Erhverv i Thisted Kommune gav i august 2016 miljøgodkendelse til “Månegrisen”. Der blev indleveret en klage til i september måned  til det daværende Natur- og Miljøklagenævn, nu Miljø- og Fødevareklagenævn, som onsdag har stadfæstet Thisted Kommunes afgørelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har, ifølge Limfjord Update,  i sin afgørelse ændret og tilføjet en række vilkår for godkendelsen, blandt andet vedrørende beplantning, bygningsmaterialer, støj m.v.

Midt i juni måned sagde svineproducent og formand for leverandørforeningen Tican, Søren Overgaard, som er drivkraft på projektet til Landbrugsavisen.dk:

"Vi er i kontakt med nogle seriøse investorer, men det er meget svært at lukke en sag af, så længe vi ikke ved, om de kan få lov til at bygge stalden,” siger Søren Overgaard.

"Jeg noterer selvfølgelig med tilfredshed, at vores afgørelse og dermed sagsbehandling stadfæstes i en sag, som jo adskiller sig fra de sager vi typisk behandler," siger direktør for Teknik og Erhverv, Mogens Kruse Andersen til Limfjord Update.

Lokalpolitisk opgør

Niels Jørgen Pedersen blev i forbindelse med sagen hvirvlet ind i et lokalpolitisk opgør. Den tidligere L&F-formand sidder i byrådet for Venstre i kommunen og er ny borgmesterkandidat.

"Jeg har jo trukket mig lidt fra det, for jeg fik jo så mange politiske bank for at ville skabe et ellers fantastisk projekt, som skal skabe flere grise til vores slagteri med mindre miljøpåvirkning,” sagde Niels Jørgen Pedersen til Landbrugsavisen.dk i juni måned.

I forbindelse med Agromek blev det afsløret, at Gråkjær var med i et af de vindende konsortier, som i den kommende tid skal bygge en Månegrisstald, som er et prestigeprojekt for Fødevareministeriet.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle