Gør et unikt kup og støt kampen mod cancer

En stribe unikke designerpelse bortauktioneres på Skindudstillingen.

På skindudstillingen i Herning om to uger er der mulighed for at gøre et kup og samtidig støtte kræftramte børn.

En stribe af Kopenhagen Furs unikke specialdesignede jakker, frakker, anorakker, tasker og tørklæder bliver solgt på en auktion. Der er tale om designs af bl.a. Day Birger et Mikkelsen, Laboratorium+, Kløve/Lønberg, Avanti, Utzon, Kopenhagen Studio, Yeti og Elise Gug.

Designertøjet kommer fra Kopenhagen Furs pelssamling. Samlingen indeholder tøj og accessories med spændene eksempler på, hvordan pels kan bruges.

Under hammeren kommer helt unikke designs, der kun er fremstillet i ét eksemplar til brug ved bl.a. modeshows i hele verden og andre helt særlige lejligheder.

Auktionen foregår på skindudstillingen lørdag 1. april kl. 11.30.

Byd og køb online

Inden auktionen er der mulighed for at se og prøve tøjet på Kopenhagen Furs stand både torsdag, fredag og lørdag.

Har man ikke mulighed for at være til stede på auktionen og byde, er der mulighed for at afgive forhåndsbud online på Kopenhagen Furs hjemmeside. Der angiver man et maksimum-bud, hvorefter der bliver budt automatisk, hver gang ens bud bliver overbudt, så længe buddet er inden for ens maksimale bud.

Muligheden for at byde online lukker lørdag 1. april kl. 10.30. Man får en sms, hvis ens bud bliver overbudt op til en time før auktionen. Og man får en sms, hvis man får hammerslag.

Den laveste vurderingspris er 1.200 kr. for en skråtaske med barberet mink og en computertaske med swakara. Den dyreste vurdering er 30.000 kr. for en lang frakke af silverblue mink, hvor den internationalt anerkendte danske frisør og hårnørd Søren Bach har klippet fine egeblade ind i pelsen og bleget ganske let i klipningen.

Startpriserne på de enkelte designs spænder fra 600 kr. til 6.000 kr.

Pink minkjakke

Desuden bortauktioneres en kort pink minkjakke, som OL-svømmeren Rikke Møller havde på til DRs Sportsgalla 2016, og en kort jakke i swakara, som har været båret til nytårstaffel hos hendes majestæt dronning Margrethe.

Derudover er der en række andre designs, så der er noget for enhver smag. Eksempelvis er der en klassisk brun mahogany minkjakke, blå minkjakke, anorak af palomino mink, uldfrakke med en black cross krave, vest af saffire mink og en dunfrakke med en kant af blåræv på hætten.

Af accessories er der tørklæder og tasker. Taskerne er fremstillet af mink, sæl, swakara og læder.

Tørklæderne er fremstillet af mink og lammeuld.

Kampen mod kræft

Overskuddet fra auktionen går til Team Rynkeby, der støtter børn med kræft. Team Rynkeby er Børnecancerfondens største sponsor. Team Rynkebys har bidraget til fonden siden 2003, og i 2016 donerede Team Rynkeby 43 mio. kr. til Børnecancerfonden.

Læs mere om betingelserne for at byde, betaling, levering, fortrydelsesret mm. på kopenhagenfur.com.

Faktaboks

Auktion over unika

  • Auktionen foregår på skindudstillingen og online
  • Lørdag 1. april kl. 11.30
  • Syn torsdag, fredag og lørdag 30. marts-1. april.
  • Se hele auktionskataloget på kopenhagenfur.com

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle