Han har hævet ydelsen fra 7.000 til 10.000 kg pr. ko - hør hvordan

Jacob Therkildsen flyttede ind på en gård, der krævede lav-praktisk indsats fra starten. Og så er han en af de første, der forpagter en gård af AP Pension. Hør hans historie på Farmertech - på konferencescenen tirsdag 19. januar kl. 14.30.

Han vil helst ikke have, at man fortæller det, men de første dage tog han bilen, når han skulle fra stuehuset over i stalden.

Dels var han træt af at arbejde nærmest i døgndrift. Dels var der knæhøjt mudder over alt, hvor han gik.

Jacob Therkildsen er en af de første landmænd, der forpagtede en gård af AP Pension.

»Uden dem havde jeg ikke været landmand i dag,« konstaterer Jacob, der har oplevet ekstrem bevågenhed, siden han flyttede ind på gården ved Grenå.

»Jeg havde et møde med min økonomirådgiver, dagen inden vi flyttede herud. Der nævnte min driftsøkonom, at vi skulle lave en pressestrategi. Og da tænkte jeg virkelig, at nu lød det for stort og for flot,« fortæller Jacob om den første ekstremt hektiske tid på gården.

Strategien fik han ikke lagt. Men det havde nok været en god idé i betragtning af den interesse, der siden har været for projektet.

Kastet ud i det

Onsdag morgen tog han ud for at få gjort ejendommen op og få lavet overtagelsesforretningen.

»Til middag har jeg en aftale om, at min bror og to kammerater møder op, og vi ligesom starter arbejdet og prøver at finde ud af, hvad vi skal gøre,« fortæller Jacob om de første dramatiske dage.

»Det første, vi gjorde, var at grave råddent foder af stakken. Det virker ekstremt lavpraktisk, men det var virkelig der, vi begyndte,« fortsætter fortællingen.

Undervejs har der været et væld af det, der på nu-dansk kaldes udfordringer. Men det er lykkedes Jacob Therkildsen at hæve ydelsen markant fra beskedne 7.000 kg mælk pr ko til over 10.000 kg mælk pr ko.

»Jeg tror først og fremmest, det skyldes stabilitet i fodring og malkning,« vurderer Jacob beskedent.

Nye investeringer

APs ejerskab har betydet, at der allerede hurtigt er investeret i gården. En ny kombineret ungdyrs- og goldkostald er bygget og har været med til at øge effektiviteten og kvaliteten af dyrene.

»Under byggeprocessen var AP en stor hjælp blandt andet i forbindelse med byggestyring,« fortæller Jacob.

Faktaboks

Hør Jacobs historie

  • Hør Jacob Therkildesen fortælle, hvordan det er at overtage styringen af en stor gård som 21-årig
  • Indlægget holdes på Farmertech tirsdag 19. januar fra klokken 14:30 til 15:05

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle