Nyt foder på vej: Mink er pjattede med insektlarver

I fremtiden kan larver opfostres på affald og blive til minkpelse.

Om få år kan landets minkavlere formentlig lægge en helt ny type foder på burene, når de fodrer deres dyr.

Forskere ved Teknologisk Institut i Aarhus er nemlig langt med et nyt forskningsprojekt, hvor man anvender fluelarver, opfostret på affald, til minkfoder.

Det skriver DR Østjylland.

»Det er smart, fordi det er genbrug, når det allerbedst. Det er affald, der skulle have været i forbrændingsanlægget. Nu spiser larver det og bliver fede og fyldt med protein, så kan de bruges til minkfoder,« siger projektleder og insektspecialist Lars-Henrik Lau Heckmann til mediet.

»Mink ved, hvad der er godt, og de er ret pjattede med insektlarver, når de lige vænner sig til den nye grød,« siger Lars-Henrik Lau Heckmann, der dog ikke selv skal nyde noget.

Den første test på en minkfarm har allerede vist gode resultater. Ikke alene gider de ellers ofte kræsne dyr godt at spise den nye type grød, men foderudnyttelsen ser også ud til at være på højde med andre fodertyper.

Lars-Henrik Lau Heckmann ser et stort potentiale i fluelarverne, der er meget lidt efterspurgte som menneskeføde i forhold til andre typer af insekter. Det skyldes, at der er mere end 500.000 tons organisk husholdningsaffald i Danmark i året, som man gerne ser genanvendt, og at produktionen er larver vil være en hel del mere prisstabil end traditionelt minkfoder.

På 10-12 dage kan der udvikles tre kilo larver på 10 kilo affald.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle