Sammenhold til debat

Bjarne Larsen talte om frafald af medlemmer og mangel på sammenhold i erhvervet, da Jysk Landbrug have generalforsamling 14. marts.

»Måske har landboforeningen ikke længere en berettigelse? Hvis vi ikke kan overbevise medlemmer og kolleger om, at vi leverer varen i forhold til kontingentet, så vakler fundamentet. Folk skal tro på værdien, men et stigende antal landmænd gør det ikke!«

Bjarne Larsen valgte på generalforsamlingen i Jysk Landbrug at tage fat, også der hvor det gør ondt. Han talte om frafald af medlemmer, om landmænd, der slet ikke vil være medlem af en landboforening og om den udbredte mangel på sammenhold, der er i erhvervet.

»Kan vores erhvervs udfordringer løses uden en landboforening, skal vi jo have pakket sammen,« lød den provokerende udmelding fra formanden.

»For mig er det frustrerende, at der er klare tendenser til grøftegravning mellem konventionelle og økologer. Og dybt problematisk, når de andre ses som konkurrenter eller endda fjender,« sagde han og oplyste, at helt faktuelt har Jysk Landbrug modtaget udmeldelser fra konventionelle med den begrundelse, at de føler, der tages for store hensyn til økologerne i Landbrug & Fødevarer.

«For mig er det centralt, at vi holder sammen. Jeg har ikke en patentløsning, men lokalt vil vi tage initiativ til, at vi får talt med hinanden og får genskabt tilliden og den gode stemning,« sagde Bjarne Larsen.

Jysk Landbrug havde i 2016 en nettonedgang på 48 medlemmer, selvom der kom 21 nye medlemmer til. Medlemstallet er nu 1012.

Kan ikke undværes

På generalforsamlingen erkendte flere medlemmer i deres debatindlæg, at organisationen nok er udfordret, men at landboforeningen bestemt ikke kan undværes. »Naturligvis er der brug for landboforeningen. Hvordan tror I ellers, det var lykkedes at komme af med PSO-afgiften,« lød det fra Brian Haure.

Nikolai Pedersen, der selv er økolog, kommenterede forholdet mellem konventionelle og økologer: »Skal vi ikke bare blive enige om at producere det, folk vil købe, Uden at sige noget om, at andres produktion ikke dur. Med den konkurrence, der er på verdensmarkedsniveau, er det kun godt, hvis der er andre måder at få flere penge ud af produktionen på.«

Jysk Landbrug har i fem år haft markvand som en mærkesag, og Bjarne Larsen tillod sig i beretningen med en vis stolthed at konkludere, at her har foreningen gjort en forskel. For fem år siden måtte han bokse med både Christiansborg, kommunerne og Seges, fordi ingen ville rokke ved den overbeskyttelse af grund. Nu er seneste nyt en vejledning fra ministeriet til kommunerne, der kom her i januar:

»Som jeg læser teksten, vil yderligere oppumpning fra boringer, også tættere end 300 meter fra målsatte vandløb, tit være fuldt forsvarlig,« konstaterede Bjarne Larsen, der derfor krævede mere action fra kommunerne!

I tråd med nedgangen i medlemstallet vedtog generalforsamlingen en reduktion fra 11 til 9 bestyrelsesmedlemmer. Nyvalgt blev Svend Nygaard, Glejbjerg, mens der var genvalg til Bjarne Larsen, Sørens Søndergaard, Tage Schmidt, H.C. Gæmelke og Erling Christensen. Årets resultat i Jysk Landbrug er på 1,1 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle