Trods kød-skepsis forventes betydelig stigning i oksekødsforbruget

Af Christie Nielsen, markdesanalytiker i Landbrug & Fødevarer.

Forbruget af kød er udfordret på grund af øget fokus på bl.a. dyrevelfærd, sundhed og bæredygtighed. Det kommer bl.a. til udtryk i en undersøgelse lavet af Landbrug & Fødevarer, hvor omkring hver femte dansker tilkendegiver, at de spiser mindre kød end for et år siden. Denne tendens er også kendt som ’fleksitar-trenden’, hvor forbrugere skærer bevidst ned på deres kødforbrug, f.eks. med kødfrie-dage eller bare en mindre mængde af kød i de retter, som de allerede spiser. Fleksitar-trenden betyder ikke, at forbrugerne i fremtiden ikke vil spise oksekød, men på nogle markeder som i Danmark og resten af Europa, hvor denne tendens også ses, kan den forårsage en nedgang i forbruget.

Trods disse tendenser, og set i et globalt perspektiv, vil forbruget af oksekød ifølge det internationale analyseinstitut Gira stige med 8,8 pct. frem mod år 2021. Det globale forbrug vil være markant større i 2021 svarende til 72 mio. tons. Det skyldes bl.a. stigende efterspørgsel i Asien og især i Kina, hvor befolkningstallet fortsat stiger og middelklassen bliver større. Så til trods for fleksitar-trenden er der stadig store markeder i verden, som i fremtiden skal mættes med oksekød. Nedenstående graf viser, hvor i verden der forventes den største fremgang i forbruget af okse- og kalvekød frem til år 2021.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle