Vandfirma vil indføre "skolevand" - hvad med skolemælk?

Aqua D'Or - en del af Danone-koncernen – vil i år markedsføre vand på flaske til danske skolebørn for at give dem bedre drikkevaner. Det skriver DR Sjælland.

"Det er vigtigt, at man ved, hvor meget ens børn drikker, og det tror jeg, vi kan gøre nemmere, hvis vi tilbyder vandflasker på skoler," siger Aqua D'ors salgsdirektør for Norden, Frederik Meyer.

Hvis flaskevand bliver populært ved frokosttid i skolerne, og hvis det sætter skolemælken i skammekrogen, så kan det betyde, at børnene mister en nem kilde til kalk.

Det forklarer seniorrådgiver hos DTU Fødevareinstituttet, Sisse Fagt, der blandt andet står for forskningsbaseret rådgivning til fødevaremyndighederne.

"Hvis forældre bytter skolemælken ud med vand, skal de huske at sørge for, at børnene får næringsstofferne på et andet tidspunkt," siger hun.

Ser man på det samlede indtag af væske, drikker danske skolebørn allerede, hvad der svarer til anbefalingerne.

"Vi behøver ikke hælde mere vand på børnene, men for nogle enkelte børn, der måske får for lidt vand, kan flaskevandet være fint," siger hun til DR Sjælland.

Næsten halvdelen af den væske, børnene drikker, er vand.

"I princippet kunne man lige så godt tilbyde koldt vand fra en drikkevandsautomat på skolerne. Der er jo mange børn, der har drikkedunk med," siger Sisse Fagt.

Aqua D'Or mener ikke, at det flaskevand, som firmaet vil markedsføre, risikerer at fortrænge skolemælken. Det fremgår af et skriftligt svar fra selskabet til DR Sjælland.

"Vand er et sundt og nødvendigt alternativ i børns kostvaner, og vi er overbevist om, at de danske forældre vil sikre, at deres børn indtager alsidige drikkevarer fremadrettet - også efter skolevand initiativet er introduceret," lyder det blandt andet fra firmaet.

Ifølge anbefalingerne skal børn drikke mellem én og halvanden liter væske om dagen - alt efter alder og fysisk aktivitet.

I øvrigt anslås det, at 140.000-150.000 børn i dag får skolemælk, og flest i de små klasser. Det oplyser Mejeriforeningen til DR Sjælland.

Antallet af børn, der får skolemælk, har været svagt faldende de seneste 10 år, men sidste skoleår oplevede skolemælken igen et lille opsving.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle