Æg-direktør bekræfter: Der kommer prisstigninger på æg

Udgifterne er steget helt eksplosivt for ægproducenterne, og nu melder Danmarks største ægpakkeri, at der er prisstigninger på vej til producenterne. Hos Danmarks største detailkæder ser man også allerede stigende priser på æg.

Fødevarepriserne går kun én vej, og denne uge har det sågar lydt, at en almindelig bakke med 10 æg kan komme op og koste 60 kroner.

Meldingen kom fra Steen Bitsch, direktør i Vestjyllands Andel, og selvom han overfor landbrugsavisen.dk kalder det for et mediestunt for at forberede forbrugerne på stigende fødevarepriser, så er det ikke ren varm luft.

For æg-prisen må og skal stige - og kommer også til det.

Det bekræfter Ivan Noes, adm. direktør for Dava Foods, der er Danmarks største ægpakkeri og -distributør. Dava Foods, der har to ægpakkerier og årligt håndterer cirka 600 millioner æg i Danmark, har faktisk allerede forhandlet prisstigninger med detailhandlen - og dermed noteringsstigningen til producenterne.

- Jeg kan bekræfte, at vores omkostninger til foder og alting stiger, og det er klart, at det giver et behov for prisstigninger igennem hele markedet, siger Ivan Noes, der også fortæller, at Dava Foods egen avance er ædt op af udgifter til energi og fragt.

- Normalt har vi meget længerevarende kontrakter (med detailhandlen red.), men vi har været ved forhandlingsbordet med alle vores kunder, og der har været forståelse for situationen, og at priserne skal op, selv om vi er i en kontraktperiode. Vores opgave er at få prisstigninger igennem, så det her erhverv kan overleve.

Tror på en krone

Ivan Noes oplyser, at Dava Foods allerede har varslet noteringsstigninger på 10-15 procent i de næste to måneder.

Han ønsker ikke direkte at kommentere Steen Bitsch prissætning, men tror ikke at en bakke med 10 almindelige æg vil stige fra de nuværende cirka 20 til 60 kroner. Han ser i stedet, at prisen til sommer lande et sted midt i mellem.

- Jeg tænker, at det vil være et realistisk niveau mellem den nuværende pris og det nævnte (60 kr. red.). Så jeg vil tro, at 10 skrabeæg under privat label, der koster 20 kroner nu, kan komme op i 30-35 kroner til høst, siger Ivan Noes.

- Men det er ikke mig, der sætter supermarkedspriserne.

Flere andre har udtrykt skepsis over for gisningen om syv kroner. Blandt andet Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Københavns Universitet, har svært ved at se 60 kroner som realistisk.

- Det tror jeg ikke kommer til at ske. Jeg tror, at de måske kommer til at stige en krone ekstra for et æg. De, der sælger æg, har jo en interesse i at tale prisen op, siger han til Berlingske.

Coop: Prisen er steget

Hos detailhandlen bekræfter man også, at prisstigningerne allerede er en realitet. Hos Coop forklarer informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at deres pris til pakkerierne er steget, og at det afspejles i forbrugerpriserne.

- Vi har revurderet vores samhandelsbetingelser og priserne. Det betyder ikke, at vi ukritisk accepterer prisforhøjelser, men vi har selvfølgelig forståelse for, at hvis vi skal have de her produkter i fremtiden, kan vi ikke blive ved med at betale det samme, siger Jens Juul Nielsen, der dog ikke ønsker at kommentere størrelsen på prisstigningerne, eller hvor prisen lander.

Hos Salling Group er beskeden den samme.

- Priserne på æg er allerede steget i lighed med mange andre varegrupper. Årsagen er den stigende inflation, som pt. er rekordhøj på grund af stigende råvarepriser, udfordringer på de globale forsyningskæder samt højere transport- og energiomkostninger, siger presseansvarlig Jacob Nielsen hos Salling Group.

- Derfor hæver vores leverandører sine priser, og selvom vi ikke er meget for det, har vi desværre også været nødt til at følge med og hæve vores priser, så vi kan blive ved med at tilbyde gode varer og høj service. Hvordan enkeltvarer prissættes, kan vi ikke kommentere på. 

Dyrt at købe foder

Det er som tidligere nævnt især prisen på strøm og foder, som er eksploderet i de seneste måneder, der presser ægproducenterne.

Som illustration på de hastigt stigende udgifter pippede ægproducenterne i februar om, at man manglede 12-15 øre pr. æg - det lyder nu på mellem 30 og 50 øre.

Ægproducent Lars Bojsen har blandt andet fortalt, at han lige nu skal bruge 18.000 kr. mere på foder om dagen i forhold til sidste år.

Producenterne er dog meget forskelligt ramt, alt efter om de har forhandlet foder på korte eller lange kontrakter, understreger Ivan Noes.

- Nogle har været heldige og dygtige og købt foder på lange kontrakter, og deres omkostninger stiger ikke endnu, men dem med korte kontrakter møder de her voldsomme råvareprisstigninger løbende og deres indtjening er enormt presset.

- Både korte og lange kontrakter udløber senest her til høst, og det er inden da og meget hurtigt, vi skal have prisniveauet op – ellers vil ægforsyningen komme i fare.

Omkostningerne til foder udgør mellem 60 og 70 procent af værdien i ægproduktionen, hvorfor foderprisen er af ekstra stor betydning for producenternes indtjening.

Prisen på æg er allerede steget rundt om i verden, blandt andet i USA og Frankrig.

Det skyldes især, at mange millioner æglæggere er blevet slået ned i forbindelse med de store udbrud af fugleinfluenza, og flere steder frygter man mangel på æg.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danæg, det næststørste ægpakkeri i Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle