Økologer afleverer ønskeseddel til ny miljø- og fødevareminister

Økologisk Landsforening hilser Jakob Ellemann-Jensen velkommen som ny miljø- og fødevareminister og afleverer ønsker til hvilke sager, der bør stå øverst på ministerens to-do liste.

De økologiske landmænd, virksomheder, professionelle køkkener og borgere i Økologisk Landsforening hilser den nye miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen velkommen.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Foreningen peger i samme ombæring på flere politiske områder, hvor den nye minister allerede i år kan gøre en forskel for landbrug, klima, miljø og økologi.

"Vi kender Jakob Ellemann-Jensen som en seriøs problemknuser og brobygger, som sikkert er bevidst om, at danskerne ønsker mere fart på den grønne omstilling i landbruget", siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

"En aktiv økologipolitik skal skabe ny viden, nye løsninger og nye markeder for økologi til gavn for miljøet, landbruget og samfundet".

tak til esben lunde

"Jakob Ellemann-Jensen får også enestående muligheder for at skabe en grøn omstilling via beslutninger om EU's landbrugspolitik og den danske klimastrategi for landbruget", lyder det fra Per Kølster, der ligeledes siger tak til den nu forhenværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

"Vi takker afgående minister Esben Lunde Larsen for et godt samarbejde, der har gavnet økologi, og vi håber, at det gode samarbejde kan fortsætte med den nye minister. Vi håber også, at Esben Lundes øje for vigtigheden af dagligdagen hos landmænd - også de økologiske landmænd - fastholdes hos den nye minister", siger Per Kølster.

Han peger på, at mens den nuværende regering har sikret midler til omlægning af nye arealer til økologi, så er ressourcer til forskning, uddannelse, faglig udvikling i økologisk landbrug og udvikling af nye markeder for økologi halveret de senere år.

"Danskerne ønsker mere økologi. En visionær økologipolitik er afgørende for både mere økologi og en økologi, der udvikler nye løsninger på klima, natur og en bæredygtig ressourceudnyttelse", siger Per Kølster.

sammensmeltning mellem dansk og eu-politik

Foreningen ser to helt centrale opgaver, hvor den nye minister kan gøre en forskel for grøn omstilling og mere økologi.

Det handler især den kommende reform af EU's landbrugspolitik og regeringens udspil efter sommerferien, der sætter retning for klimaindsatsen i landbruget.

Jakob Ellemann-Jensen får en vigtig rolle i at sikre en EU-landbrugspolitik, der i højere grad fremmer den grønne omstilling. En mere passiv støtte til landbrugsarealer skal omdannes, så EU støtter landmænds indsats for klima, natur, dyrevelfærd samt liv og jobs i landdistrikterne.

Det vil de danske landmænd kunne drage nytte af, og det vil øge den offentlige opbakning til EU's politik, når det giver afkast for samfundet.

Også landbrugets rolle i klimaindsatsen er afgørende.

"Landbruget kan i højere grad bidrage til klimaindsatsen og sikring af vores planet for fremtiden. Gøres det rigtig - via incitamenter til landmænd, og at landmænd selv kan tilrettelægge, hvordan de når klimamål -  kan Danmark går foran også på dette område, uden at det påvirker landbrugets konkurrencedygtighed negativt", siger Per Kølster.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle