Økologisk detailsalg fortsætter fald i 2023

Salget af økologiske varer i detailhandlen har det stadig svært. Andelen er det seneste år faldet fra 14,2 til 12,3 procent viser tal fra Økologisk Landsforening.

Mens det totale danske detailsalg af fødevarer i første kvartal af 2023 voksede med 7,3 procent, fortsatte det økologiske salg med at falde.

Det fremgår af nye data fra Kauza, som Økologisk Landsforening forleden præsenterede på et webinar ifølge Økologisk Nu.

Tallene viser, at det økologiske salg i årets tre første måneder faldt med 6,7 procent i forhold til samme periode sidste år.

Dermed er økologiandelen i dansk detailhandel i løbet af det seneste år faldet fra 14,2 til 12,3 procent.

Den udvikling vækker bekymring i foreningens markedsafdeling, som løbende er i dialog med landets største dagligvarekæder for at diskutere, hvordan de kan vende udviklingen.

- Tallene viser, at økologien fortsat kæmper for sin position, siger chefkonsulent Helle Bossen.

Nye tider

Markedskonsulent Peter Rasmussen betoner, at den negative salgsudvikling primært er et resultat af udefrakommende faktorer i form af høj inflation og en dalende forbrugertillid i kølvandet på krigen i Ukraine.

- Økologiandelen ligger nu under niveauet i 2019, så vi skal nok vænne os lidt til, at det er nye tider, siger Peter Rasmussen.

Selv om Økologisk Landsforening med afsæt i en stærk dansk økonomi øjner lys i horisonten, er de to markedskonsulenter forsigtige med at spå om, hvornår salgskurven for økologiske fødevarer igen begynder at have en pil opad, og de advarer mod en tendens i retning af at flere kæder har skåret i det økologiske sortiment.

/rost

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle