23 millioner kroner til forskning i plantekost

Virksomheder og forskere samarbejder i tre nye, store projekter om at skabe plantebaserede proteinprodukter af danske råvarer til fremtidens klimavenlige kost.

Hestebønner, ærter, quinoa, hamp, østershatte, kløvergræs og lucerne kan blive vigtige proteinkilder for de forbrugere, som vil skære ned på kødforbruget og gå over til en mere klimavenlig, plantebaseret kost.

Tre nye, store projekter vil udvikle ny teknologi, metoder og produkter, som kan frembringe velsmagende plantebaserede madvarer og fødevareingredienser med højt indhold af protein i god kvalitet af danske råvarer.

Miljø- og Fødevareministeriets grønne udviklings- og demonstrationsprogram, GUDP, støtter med sammenlagt 23 millioner kroner.

Fødevareminister Mogens Jensen ser frem til at følge projekterne.

"Vi skal ændre vores madvaner i en mere bæredygtig og klimavenlig retning, og rigtig mange danskere er allerede godt på vej. Målet med disse spændende projekter er, at der bliver udviklet nogle nye produkter, der giver endnu flere forbrugere mod på at få noget mere plantekost på tallerkenen", siger Mogens Jensen.

De tre projekter

En af de tre projekter er NekstPro, som tager fat på den udfordring, at det kun er meget få planter, som i sig selv kan matche kødet, når det gælder proteinkvalitet. 

Derfor vil projektet kombinere proteiner fra ærter, hestebønner, quinoa og hamp og bearbejde dem ved hjælp af en særlig forarbejdningsteknik og skabe nye, plantebaserede produkter med højt indhold af essentielle aminosyrer.

Projektet er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Professionshøjskolen Absalon, og virksomhederne Hanegal, Organic Plant Protein, Quinoa Quality og Møllerup Brands. GUDP støtter med knap otte millioner kroner.

Det andet projekt handler om at dyrke svampeprotein på roepulp. Det er kaldet MycoProtein vil udnytte restprodukter fra sukkerindustrien til dyrkning af østershatte og udvikle nye fødevareingredienser med umami-smag og højt indhold af proteiner.

Høsten skal bruges i blandt andet plantebøffer, planteburgere og lignende fødevarer og øge både indholdet og kvaliteten af protein i produkterne.
  
Partnerne i projektet er MycoBiota Food, forskere fra Københavns Universitet og DTU samt virksomhederne Planteslagterne, Rootly og Nordic Sugar.

Det sidste projekt handler om kløvergræs. Projektet Græs4Food bygger videre på erfaringer med grøn bioraffinering, der kan gøre proteinerne i græsmarksafgrøder tilgængelige for enmavede dyr og dermed også mennesker.

Proteinet skal udvindes ved hjælp af membranfiltrering. Det indebærer bl.a., at man kan undgå at opvarme råvarerne i forarbejdningsprocessen, så man undgår, at en række egenskaber går tabt. Det vil blandt andet gøre det muligt at fremstille proteinprodukter, der kan piskes stive som æggehvide, og det åbner nye muligheder for, hvad produktet kan bruges til.

Græs4Food er et samarbejde mellem Aalborg Universitet, BiomassProtein, MMS Nordic, GreenLab Skive og Thise Mejeri.

Projekterne er tre af de i alt 13 projekter, som GUDP i anden halvdel af 2020 støtter med i alt 97 mio. kroner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle