5,2 milliarder kroner på vej til danske landmænd

Landbrugsstyrelsen har udbetalt grundbetaling og grøn støtte til 93 procent af ansøgerne, og det glæder både styrelsen og L&F.

I disse dage ruller der i alt 5,2 milliarder kroner ind på bankkontoen hos danske landmænd i grundbetaling og grøn støtte.

Dermed har Landbrugsstyrelsen nået udbetalingsmålet på 90 procent, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Landbrugsstyrelsen har nu udbetalt grundbetaling og grøn støtte til 93 procent af ansøgerne.

Dermed er styrelsen lige som tidligere år foran i forhold til målet om at udbetale til 90 procent af ansøgerne pr. 15. december.

I alt har 37.879 søgt om grundbetaling og grøn støtte.

”Jeg er godt tilfreds med, at vi når vores udbetalingsmål før tid til gavn for vores kunder. Det er lykkedes os at komme mål i en tid med mange forandringer, og det er et udtryk for, at udbetalingen af grundbetaling en af vores største prioriteter. Vi ved, hvor vigtig den er for landmændene, især i et år hvor de har været hårdt ramt af tørke,” siger direktør i Landbrugsstyrelsen, Jette Petersen.

Også Niels Peter Nørring, områdedirektør i L&F, glæder sig over Landbrugsstyrelsens effektivitet i forbindelse med udbetalingen.

Det er rigtig godt, at Landbrugsstyrelsen allerede nu har udbetalt støtten til 93 pct. af landmændene. Ikke mindst fordi mange landmænd er hårdt spændt for efter sommerens tørke", siger han i en skriftlig kommentar og fortsætter:

”Resultatet bekræfter, at Landbrugsstyrelsen i EU-sammenhæng hører til i den absolutte elite i forhold til at få pengene for grundbetaling og grøn støtte hurtigt ud til landmændene.”

Landbrugsstyrelsen skriver, at man håber, at 97 procent af ansøgerne har fået udbetalt deres støtte per 31. januar.

Niels Peter Nørring håber, det sker før:

”Vi forventer nu, at de resterende syv procent er lige på trapperne, og at styrelsen er tæt på de 100 pct. ved årsskiftet. Og vi forventer, at støtten for plejegræs og økologisk arealstøtte er godt på vej. Det er jo et område, hvor Landbrugsstyrelsen i de senere år har haft problemer", siger områdedirektøren.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle