Analytikere aner faldende mælkepris forude: Kineserne vil miste appetit på import

Rabobanks analytikere spår i ny rapport, at der vil være afmatning på mælkepriserne de kommende måneder.

Der er gode mælkepriser pt over det meste af verden, men sådan bliver det næppe ved.

Det mener de anerkendte analytikere i hollandske Rabobank, hvor man løbende følger udviklingen på en række landbrugsvarers prisniveauer og afsætning over hele verden.

Analytikerne påpeger, at især kinesernes appetit på import af mejeriprodukter har været en understøttende faktor i prisløftet, der er sket i løbet af 2021 - men at der nu også er tegn på afmatning.

"Mælkepriserne på bedriftsniveau er generelt på den høje side i store dele af verden, men stigende omkostninger og en risiko for faldende mælkepriser gør mange producenter bekymrede. Amerikanske mælkeproducenter oplever allerede relativt lavere mælkepriser, oven på et år med stærk produktionsvækst, hvilket har medført et mættet mælkemarked", skriver analytikerne.

Faldende efterspørgsel fra Kina

De bemærker, at en del af den stigende efterspørgsel har været båret af opportunistiske indkøbere, der har været hurtige til at købe ind, når en mulighed har været der. Især båret af, hvornår der har været containere ledige til den ellers pressede logistik på søfarten på tværs af kontinenterne.

"I det lange løb forventer vi, at disse omkostninger på fragten vil løbe op og potentielt begrænse efterspørgslen", lyder det i rapporten.

"Vi forventer en neddrosling i efterspørgslen fra Kina i anden halvår af 2021, der kan veje tungt på de globale mejeripriser. Udbuddet overstiger efterspørgslen i Kina, hvor den lokale produktion vokser, mens også lagrene stiger i omfang. Disse faktorer peger på en periode, hvor der muligvis kan bruges fra lagrene frem for købes yderligere ind i resten af 2021 og ind i 2022", lyder det fra analytikerne.

Topagrar citerer rapporten for, at den kinesiske mælkeproduktion er steget med hele 7,6 procent i første halvår af 2021 i forhold til samme periode i 2020, og at det især skyldes opbygningen af en større bestand af malkekøer.

Når kineserne så samtidig har indkøbt hele 30 procent flere mejerivarer i 2021, især i form af pulver, så er det mærkbare stigninger, mener de hollandske analytikere.

"De globale mejeripriser er faldet i løbet af andet kvartal og der forventes at handles i samme niveau i fjerde kvartal af i år. Når vi ser længere ind i 2022, er der en mere sandsynlig risiko for et fald i prisesrne, hvis importører ikke absorberer det reducerede indkøb fra Kina", lyder det.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle