Arbejdsgivere: Minkbranchen skal også have erstatning for maskiner og bygninger

Arbejdsgiverforeningen GLS-A mener, at der bør være fuld erstatning til minkavlere og -branche, når erhvervet lukkes ned.

Regeringen og myndighederne besluttede onsdag eftermiddag at alle danske mink skal aflives som følge af corona-smitten, der ifølge Statens Serum Institut truer effekten af en kommende vaccine.

Den udmelding ryster alle, siger formanden for arbejdsgiverforeningen GLS-A, Helle Reedtz-Thott.

"Beslutningen om at aflive alle mink i Danmark ryster alle. Minkavlere og alle virksomheder med tilknytning til branchen bliver med et slag bragt i en helt umulig situation. Ingen kan umiddelbart begribe de konsekvenser en sådan beslutning har for både arbejdsgivere og ansatte i en branche, som trods op- og nedture er blandt de fremmeste i dansk landbrug", udtaler Helle Reedtz-Thott i en pressemeddelelse.

Formanden udnerstreger, at især erstatning for både tabte indtægter i år - men også kommende år bør være fokus for regeringen.

"Min klare og helt utvetydige forventning til regeringen er, at man er klar med en fuld erstatning til alle i branchen. Aflivningen af alle dyr inkl. avlsdyr betyder et de facto ophør af produktion af mink i Danmark. Derfor må virksomhederne kompenseres fuldt ud. Ikke kun for de tab man lider her og nu – men også for de tab, som virksomhederne får som følge af tab af et produktionsapparat, som ikke længere kan bruges", siger Helle Reedtz-Thott, der også udnerstreger, at man ikke må glemme de menneskelige konsekvenser:

"Ud over de økonomiske tab må vi ikke glemme de menneskelige omkostninger, som beslutningen om aflivning medfører. I mange tilfælde drejer det sig om familier, som hele livet eller i flere generationer har brugt al tid og energi i deres virksomhed", slutter Helle Reedtz-Thott.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle