Arla forsikrer investorer: Vi klarer os godt gennem corona

Hvad der er tabt nogle steder på grund af corona, er delvist vundet andre steder, melder Arla.

Vær ikke bekymrede for os - vi klarer os gennem corona-krisen.

Sådan lyder meldingen fra Arla Foods i en besked til de investorer, der finansierer en række af Arlas obligationslån på børserne i Irland i dag.

Mejerikoncernen har nemlig udsendt en investoropdatering som følge af coronakrisen.

Heraf fremgår det, at investorerne ikke skal være bekymrede for Arlas finansielle mål og styrke. Blandt andet påpeger koncernen, at resultaterne i forretningen jo reguleres via niveauet for mælkeprisen.

"Som svar på faldende råvarepriser på mejerimarkederne reducerede Arla sin mælkepris til sine ejere fra maj 2020 med en Eurocent - en normal reaktion på markedsændringer i Arlas andelsselskabs-model", lyder det.

Holder fast i mål for 2020

Samtidig fremhæver Arla også, at corona-krisen ikke ubetinget har været en ulempe, men at der har været både gynger og karuseller, når det gælder indtjeningen.

"Bredden og balancen i Arla Foods forretning på tværs af geografier, kanaler, kategorier og produkter har betydet, at den negative udvikling på nogle markeder og kundesegmenter for det meste er opvejet af forbedringer andre steder".

I modsætning til størstedelen af verdens børsnoterede selskaber, der i stort omfang har valgt at sløjfe deres guidances - altså offentlige forventninger til omsætning og indtjening - holder Arla fast i sine mål for 2020.

"Arla Foods gentager sine forventninger til hele året 2020 af en omsætning mellem 10,4 mia. Euro til 10,8 mia. euro og et nettoresultat på 2,8 til 3,2 procent. Den forventede gearing forventes at være i bunden af ​​det tidligere kommunikerede interval på 2,8 - 3,4", fremgår det af meddelelsen.

Fuld kapacitet med meget få afbrydelser

Mejerikoncernen pointerer, at man passer på sine medarbejdere og aktiviteter via krisestyringsplaner og indsatser - og at disse har båret frugt.

"Med disse foranstaltninger sammen med et stort engagement fra medarbejderne og et stærkt internt samarbejde har Arla Foods fortsat produktionen på fuld kapacitet med meget få afbrydelser".

Arla ønsker ikke at uddybe meddelelsen yderligere, før halvårsrapporten offentliggøres til august, melder presseafdelingen.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle