Arla gafler kæmpekæde som kunde fra udskældt britisk mejeri

Fremover skal Arla levere mælk til kæden Starbucks. Kaffekæden har brudt samarbejdet med Englands mest upopulære mejeri.

Arla Foods skal fremover levere mælk til Starbucks i hele England og Wales.

Det bekræfter Arla over for Landbrugsavisen.dk.

Dermed vil de britiske andelshavere i Arla fremover levere mælk til kaffekædens mange kaffebarer landet over.

Pt. er de fleste lukket eller drives med stærkt reduceret omsætning på grund af covid-19-restriktionerne i Storbritannien. Den britiske regering har dog meldt, at man forventer at genåbne samfundet de kommende uger.

Dermed gafler andelsselskabet den kendte kaffekæde fra den hidtidige leverandør, mejeriet Freshways.

Det britiske mejeriselskab har de seneste uger, under corona-krisen, været under heftig beskydning i de britiske medier for at behandle sine leverandører, omkring 500 britiske mælkeproducenter, ringe.

Ifølge Arla har Starbucks' skifte dog været undervejs siden sidste sommer og har altså intet at gøre med den aktuelle situation omkring corona-krisen.

Mejeri til landmænd: Dump mælken - og vent på betaling

Freshways, der nu altså mister Starbucks-kæden som kunde, er et britisk mejeri, der primært servicerer den hårdt ramte restaurations- og foodservicebranche i London.

Corona-krisen har siden marts ført til en række artikler med dårlig omtale af Freshways. Mejeriet har nemlig meldt til producenterne, at de skulle dumpe deres mælk uden betaling. Samtidig udskød ejeren uden varsel mælke-betalingen for marts måneds leverancer helt til maj.

Ifølge den normalt velunderrettede mælkeprisanalytiker i Storbritannien, Ian Potter, løber Starbucks-aftalen op i omkring 10 procent af Freshways' mælkepulje. Han sætter dog ikke liter eller kilo mælk på den vurdering.

Arla ønsker ikke at oplyse forventet mælkemængde på den nye aftale. Arlas mælkepulje i Storbritannien er dog betydeligt større end konkurrentens. Alene i antal leverandører har andelsselskabet 2.400 mælkeproducenter, mod Freshways 500.

Mælkeproducenter i kø til Arla

Ian Potter vurderer, at det næppe er den eneste aftale, som Freshways vil miste som følge af den seneste tids krise.

"Freshways har betydeligt flere problemer end andre mejeriselskaber og kunne godt have brug for en redningsmand eller Harry Potter til hurtigt at hjælpe dem ud af de vældig oprørte vande, som firmaet er i", konstaterer han og peger især på brug for hjælp til kommunikationen.

"Sørgeligt nok er Freshways landmænd ikke bare ilde stedt, hvor de er, de har heller ingen andre steder at gå hen. Arla har offentligt tydeligt understreget, at man holder døren lukket for optagelse af nye andelshavere. Hvis den dør var åben, ville Arla have samtlige Freshways-landmænd i landet til at stå i kø for at melde sig ind, og Freshways ville ingen forretning have", mener Ian Potter.

Arla har i forvejen en lukrativ aftale om at producere mælkebaserede drikke under Starbucks-navnet i hele Europa og Mellemøsten. Disse drikke sælges i dagligvarehandlen og altså ikke kaffebarerne - og har været Arlas suverænt hurtigste produktgruppe de seneste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle