Arla har bremset flugt - og tiltrækker flere, nye andelshavere

28 leverandører forlod mejeriet i 2017, heraf 16 som helt ophører med at producere mælk. Arla kan dog glæde sig over 20 nye indmeldelser siden årsskiftet.

I alt 28 mælkeproducenter har meldt sig ud af Arla Foods i Danmark i 2017 i forbindelse med den årlige frist for udmeldelser d. 31. august. Heraf er en enkelt økologisk mælkeproducent.

Dermed kan mælkeproducenterne kalde sig forhenværende Arla-ejere fra d. 31. december, hvor udtrædelsen træder endeligt i kraft. Her vil de få deres efterbetalingsberettigede værdi udbetalt i marts/april, når efterbetalingen kommer plus første rate af deres indestående på egenkapitalen. I Arla-termer hedder det ejerbeviset samt indskudskapitalen.

Tilsammen leverer de 28 mælkeproducenter ca. 30 mio. kilo mælk, og 16 af leverandørerne har meldt sig ud af mejeriet, fordi de ophører med at producere mælk. Derudover har tre påtænkt at levere til et andet mejeri, mens den resterende del ikke har oplyst om baggrunden for at melde sig ud.

I Sverige har i alt 19 andelshavere meldt sig ud af mejeriet. Også her var en enkelt økologisk producent.

færre melder sig ud

Til sammenligning var der 50 danske udmeldelser sidste år, mens der året forinden var 51 producenter, fortrinsvis økologer, der meldte sig ud af mejeriet.

Set i det lys er årets tal tilfredsstillende, lyder det fra Arla selv.

17-årig åbner maskinudlejning - Jeg har altid drømt om at være selvstændigMaskiner 18. november · 08:18

"Mælkeprisen afspejler bare, at der er færre, der har lyst til at trække sig ud af branchen. Stemningen er så småt vendt, og dem der har tabt lidt penge vil gerne forsøge at tjene dem hjem igen", siger Poul Petterson, chef for Arlas medlemsservice i Danmark.

"Vi har derudover også haft markant færre konkurser halvår til halvår og markant færre bedrifter er taget i pant. Det er jo naturligvis glædeligt", siger han og glæder sig over at Arla alene siden årsskiftet har fået 20 nye indmeldelser.

Tilsvarende har det tal nemlig været hhv. 4 i 2016, mens der i 2015 var 22 nyankomne og 10 i 2014.

"Vi spørger ikke de enkelte mælkeproducenter, hvorfor de vil med i Arla, for vi har pligt til at tage dem ind så længe, de kan Arla-godkendes. Men mit bud på det høje antal indmeldelser er, at vi har leveret en relativt konkurrencedygtig pris, og fordi vi er en sikker havn", mener Poul Petterson.

Faktaboks

Arla Foods er ejet af ca 12.000 danske, svenske, engelske og tyske mælkeproducenter, andelshaverne, og som i alle andre selskaber er det ejerne, der tager beslutningerne.

I Danmark har Arla ca. 2.800 andelshavere.

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu