Arla og Coop lander højt på liste over Danmarks bæredygtige virksomheder

I en ny undersøgelse er danskerne blevet bedt om at nævne de tre danske virksomheder, de mener gør noget for en bæredygtig udvikling. Her scorer både Coop og Arla højt.

Kommunikationsbureaet Advice har i forbindelse med udskrivelsen af folketingsvalget udgivet deres 'Bæredygtighedsbarometer 2019'.

Barometeret er en befolkningsundersøgelse af danskernes holdning til, hvem der skal løfte den bæredygtige udvikling i Danmark - og hvem der, i deres optik, allerede gør noget godt for klimaet.

I undersøgelsen er de adspurgte blevet bedt om at nævne op til tre danske virksomheder, som de mener, gør meget for en bæredygtig udvikling.

Her nævner flest Vestas og Ørsted med henholdsvis 17,3 og 12,7 procent af svarerne, skarpt efterfulgt af Coop og Arla Foods på tredje- og fjerdepladsen med 12,5 og 8,4 procent.

Det falder godt i tråd med eksempelvis Arlas nylige udmelding om at gøre en del af deres emballage på mælk og yoghurt mere bæredygtigt og udmeldingen fra marts om at virksomheden vil være klimaneutral i 2050.

Ansvaret er også virksomhedernes

Af undersøgelsen, der kan findes her, fremgår det, at der kan være et godt forretningspotentiale i bæredygtighed i forhold til at løse verdens problemer med naturressourcer, miljø og klima.

De adspurgte, som er 1.061 nationalt repræsentative udvalgte danskere i alderen 18 - 70 år, er også blevet spurgt, hvem der har ansvaret for en bæredygtig udvikling. Det er tydeligt, at særligt de yngre danskere under 40 kigger mere i retning efter virksomhederne end politikerne

"Tidligere forventede vi, at politikerne løste samfundsproblemerne, men nu placerer vi et meget større ansvar hos virksomhederne. Det hænger sammen med en generel, politisk tillidskrise, men det kan også forklares med, at virksomhederne de senere år har vist en langt større handlekraft på eksempelvis det grønne område," udtaler Martin Vith Ankerstjerne, direktør i kommunikationsbureauet, i en pressemeddelelse.

Og det skræmmer heller ikke i Coop, at kunderne forventer handling.

"Ansvarlighed er en del af den måde, vi driver forretning på, og det vil det også være i fremtiden, hvor vi også vil fortsætte med at påvirke vores leverandører, forbrugerne og politikerne til at træffe mere bæredygtige valg og beslutninger", udtaler Signe D. Frese, CSR-direktør i Coop, i pressemeddelelsen.

Faktaboks

Tal fra rapporten

  • 72,8 procent af de adspurgte danskere er villig til at betale mere for et produkt eller en ydelse, hvis virksomheden bidrager til en bæredygtig udvikling. Kun 20 procent angiver, at det vil de ikke.
  • 47 procent angiver, at de faktisk har betalt mere for et mere bæredygtigt produkt. Forholdet mellem intention og handlinger er ikke kun dobbeltmoral, gør rapporten opmærksom på. Det kan også skyldes, at man ikke har fundet et relevant produkt.
  • Der er langt flere københavnere (80 procent ) end eksempelvis nordjyder (61,2 procent), der er villige til at betale mere for et bæredygtigt produkt.
  • 74,1 procent mener, at danske virksomheder globalt set er blandt de førende i forhold til at bidrage til en bæredygtig udvikling.
  • 84,9 procent af de adspurgte danskere mener, at virksomhederne skal være med til at sikre en bæredygtig udvikling. Men flere mener, at det største ansvar ligger hos politikerne.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle