Arlas revisorer tjekker nu også klimatal

Arla finder bæredygtigheds- og ansvarlighedstal lige så vigtige som finansielle.

For Arla er tallene for miljø og social ansvarlighed lige så vigtige som nøgletallene for omsætning og overskud.

Bæredygtighed er nemlig så afgørende for forretningen, påpeger finansdirektør Torben Dahl Nyholm i en pressemeddelelse, at Arla nu sørger for, at revisorerne gennemgår de såkaldte ESG-data på lige fod med koncernens økonomiske data.

ESG er den formelle betegnelse for "environmental, social and governance" og er kort betegnet målepunkterne for, om virksomheder opfører sig etisk korrekt, hvad angår ledelse, miljø og sociale forhold.

“Vi har meget høje ambitioner for vores ESG-resultater, ikke mindst vores videnskabeligt baserede klimamål om at reducere vores CO2e-udledninger med 30 procent i 2030 og være CO2e-neutrale i 2050. For at kunne skabe så stor en forandring skal vi kunne stole på, at de data, vi arbejder med, er korrekte. Ekstern revision er et stærkt redskab for os i arbejdet med kontinuerligt at forbedre vores ESG-resultater,” udtaler Torben Dahl Nyholm.

"Kunder, forbrugere og finansielle institutioner efterspørger i stigende grad åbenhed og gennemsigtighed, og resultaterne af vores indsatser inden for bæredygtighed, og dermed vores evne til at gøre rede for dem, er afgørende for, at vi kan bevare og udbygge tilliden til Arla som virksomhed og til vores andelshavere.”

Første år med eksternt revisor-tjek gav EY en klassificering, der hed "begrænset sikkerhed". Sidste år opnåede mejeriselskabet derimod "rimelig sikkerhed" på de fleste af sine data, hvilket er det højeste niveau, der kan opnås, oplyser Arla. Dog gælder dette ikke for de ifølge Arla "meget komplekse tal for CO2e-udledninger fra gårde".

Arla forventer dog, at det kan opnås med tiden.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle