80 ha Dacanto hvede skadet af maj-frost

Planteavler Per Kirketerp forventer kun halvt udbytte efter sen nattefrost i maj.

»Det har set helt forfærdeligt ud. Mange hjerteskud var døde, og i pletter var hveden gået helt ud,« fortæller Per Kirketerp fra Sindal i Nordjylland, der fik 80 hektar KWS Dacanto-hvede alvorligt skadet af sen nattefrost først i maj.

»De fleste steder har sideskuddene forsøgt at kompensere, så jeg regner med halvt udbytte. Hveden stod ellers tæskende godt efter vinteren og her i foråret,« siger han. Og tilskriver skaden Dacantos meget tidlige udvikling. For den anden hvedesort, Mariboss, som han også dyrker på sine 1.200 ha, var ikke ramt.

»I den mark, der var hårdest ramt, havde vi tilfældigvis skiftet sort i midten. Og der var en helt tydelig, markeret linje ned gennem marken efter frosten. Til den ene side stod Mariboss-hveden fantastisk, til den anden side stod Dacanto forfærdeligt.«

Dacanto meget langt fremme

Planteavlskonsulent i AgriNord Jens Ole Nielsen, der var ude at tilse hveden efter skaden, tror også kun på halvt udbytte. For det var slemt. Hovedskuddet var stort set frosset væk overalt, og i de værste pletter i lavningerne var planterne døde. Han mener, skaden skyldes et sammenfald af uheldige ting.

»KWS Dacanto er en meget tidlig og kraftigt voksende sort, som er hurtigt i gang efter vinteren. Og med det tidlige forår i år var den meget langt fremme i forhold til normalt. Så sorten har været på et mere følsomt stadie for nattefrost end de andre hvedesorter, og det har den altså ikke kunnet klare. Det var tydeligt, at der, hvor Dacanto-hveden havde været kørt i, og derfor var knap så langt i udvikling, ja, der var der ingen skader.«

Bør ikke sælges her

Per Kirketerp mener, at det er forkert af firmaet og forædlerne bag en hvedesort, der kan blive så frostskadet, at sælge den til lokaliteter, der jævnligt får sen nattefrost.

»Vi har ofte sen nattefrost i Nordjylland. Og Dacanto er endda sået på det, vi kalder høj sandjord. 11. september er ikke engang tidligt. Men jeg har aldrig før oplevet, at afgrøderne tog sådan skade som i år. Ingen af mine andre afgrøder er ramt, selvom rapsen stod i blomst,« fortæller Per Kirketerp, der har afbestilt sorten til næste år.

Jens Ole Nielsen vil heller ikke længere anbefale KWS Dacanto på de arealer, der har risiko for sen nattefrost eller ved meget tidlig såning.

»Sortens vinterfasthed er superfin. Men sen nattefrost i foråret duer ikke. For det var ikke kun hos Per Kirketerp, vi så skader. Efter frosten kunne vi køre rundt og pege alle Dacanto-marker ud. De havde gulfarvning på de nye blade, som først forsvandt efter 10 dage, hvor næste blad kom.«

Ikke set det før

I KWS Scandianavia, der står bag KWS Dacanto, har man ikke set det tidligere.

»Sorten er testet i mange forsøg under forskellige forhold og har givet gode udbytter. Men netop i år har vi set større forskelle mellem sorterne end normalt - året har været ekstremt. KWS Dacanto er en af de tidligste hvedesorter. Men har i år været ekstra tidlig og kraftig, og derfor mere følsom for sen frost. Så hvedens udviklingsstadie har været afgørende for, hvor hårdt den blev ramt. Otte minusgrader er jo også meget,« siger Morten Haastrup fra KWS Scandinavia, der mener, at markerne skal høstes først, før man kan sige, om frostskaderne koster udbyttetab.

»Vi anbefaler, at KWS Dacanto først sås fra 10. september på grund af dens gejle vækst, der kan være en risiko ved tidlig såning. Men vi fraråder den ikke på lave arealer i Nordjylland. For næste år er kuldevinduet måske helt anderledes, og andre sorter bliver ramt. I stedet bør man sprede risikoen ved at have flere forskellige sortstyper, der er forskellige i deres vækst,« anbefaler Morten Haastrup.

Større risiko

På Videncentret har landskonsulent Lars Bonde Eriksen ikke set de omtalte marker. Men han siger, at alle sorter mister deres vinterfasthed, når de er færdig-vernaliserede og begynder at vokse efter vinteren i det tidlige forår. Og jo længere fremme de er i udvikling, jo mere følsomme for frost er de.

»Alle sorter kan slås ihjel af frost, hvis de rammes på et uheldigt tidspunkt. Også Mariboss. Sandsynligheden er blot mindre end for Dacanto, fordi Mariboss kommer sent ud af starthullerne i foråret, mens Dacanto er meget tidlig. Så på meget lave jorde, og hvor man ellers har risiko for majfrost, bør man ikke vælge de tidlige sorter,« siger Lars Bonde Eriksen. I landsforsøgene har han ikke set problemer med overvintringen i KWS Dacanto - trods tidlig såning i august.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle