Arla: GMO-forbud må justeres hen ad vejen

Vores non-GMO politik er nutiden. Det er svært at spå om fremtiden, siger Steen Nørgaard Madsen.

Arla skal både være GMO-fri og klimaneutral, men det kan godt være, at de to ting arbejder hver sin vej. Efter at Arla meldte ud, at alle danske leverandører skal stoppe med at brug GMO-holdigt foder, var viceformand i Landbrug & Fødevarer Thor G. Kofoed ude at markere, at landbruget har store håb til den moderne teknologi, også til nogle af de nye teknikker, der i dag karakteriseres som GMO. LandbrugsAvisen har talt med Steen Nørgaard Madsen, formand for det danske Arla Area Council.

Hvordan harmonerer Arlas non-GMO mål med, at I også vil være klimaneutrale?

»Arla må forholde sig til markedet. Når der er en efterspørgsel, vil vi prøve at efterkomme den, og det er der på non-GMO. Det ændrer ikke på Arlas målsætning om at være CO2 neutral i 2050.

Vi er tæt forbundet både med landmænd og med det, markedet efterlyser. GMO er ikke den eneste modsatrettede udfordring i forhold til klima og bæredygtighed. Der er masser af krav i markedet, der ikke hænger sammen, og det kommer vi til at løse over tid«.

Hvad skal der til for, at Arla lemper på sit non-GMO krav?

»Hvis samfundet og markedet ændrer holdning, kan der måske komme en undtagelse. Før forestillede man sig, at man putter nye gener ind i planter. Det er det, vi takker nej til. Det kan godt være, at der er teknikker, som sorterer gener, som man i dag kalder GMO, vi kan åbne for. Så kan der komme en undtagelse. Der er forskel på at udskifte gener og så bare sortere nogle fra i planterne. Måske skal vi på sigt have en tydeligere definition af GMO. Vi forholder os til markedet her og nu, og det kan ske, at vi flytter os ad åre«.

Hvad er vigtigst for Arla, non-GMO eller klimaneutralitet?

»Det er lige vigtigt, men sammenligningen hænger ikke sådan sammen i almindelige menneskers bevidsthed. For os giver det ingen mening at sammenligne, så længe forbrugerne ikke ser det sådan. Vi skal ikke belære forbrugerne om, hvad de skal. Politikerne forholder sig heller ikke rigtig til dilemmaet. De burde komme først«.

Etisk råd har sagt, det er uetisk ikke at overveje GMO. Hvad tænker du om det?

»Jeg tror, at de tænker på fremtiden. Vores non-GMO politik er nutiden. Det er svært at spå om fremtiden, for der kan alt ske. Jeg er sikker på, at der sker forandringer på de her områder. Måske små, måske store. Vi vil se, hvordan det udvikler sig, og forholde os til ny viden og nye holdninger. Så må vi tage det op og se, om vi er det rigtige sted«.

Faktaboks

Arlas non-GMO plan:

  • Arla har bedt alle danske andelshavere, som stadig fodrer med GMO-holdigt foder, om at skifte til foder, der ikke er genmodificeret.
  • Omlægningen til non-GMO sker fra 1. januar 2021.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle