Banken bestemmer, om minkfarmen skal lukke

Elendige priser og lave salgsprocenter tærer igen på humøret hos minkavlerne.

Efter endnu en skindauktion med både skuffende salgspriser og salgsprocenter kæmper landets minkavlere for at holde modet oppe.

Det, der bekymrer, er en skindpris på 198 kr. sidste år og endnu lavere priser i år.

På de tre første auktioner i år blev minkskind solgt for i gennemsnit 175, 135 og 150 kr. Samtidig var salgsprocenterne helt nede på 60, 8 og 26 procent.

Det betyder, at der mangler indtægter i minkavlernes i forvejen slunkne pengekasser til at dække den udgift på 275 kr., det i gennemsnit koster at producere et skind.

Her få måneder før dyrene til næste års produktion skal vælges, tænker minkavlerne derfor på, hvor mange mink der skal være på farmen fremover. For de fleste bliver det et spørgsmål om, hvor meget der skal skæres ned.

En af dem er Peder Larsen, der sammen med sin kone, datter og svigersøn driver en minkfarm med 7.500 tæver i Dejbjerg ved Skjern. Han erkender, at modet ikke er i top lige nu, og at situationen er svær.

»Indtil videre har vi valgt ikke at reagere på de lave priser. Vi har 7.500 tæver, ligesom vi havde det tilbage i 2016, hvor vi udvidede vores farm fra 5.500 tæver«, siger Peder Larsen.

Alt eller intet er muligt

Foreløbig ser familien tiden an og venter på resultatet af de to næste auktioner, der holdes i august og september.

»Derefter beslutter vi, hvad vi gør. Det kan blive alt fra at fortsætte med de nuværende 7.500 tæver til at stoppe helt. Det kommer også an på, hvad banken siger. Der kan et afgørende punkt blive den værdi, banken sætter vores minkhaller til at have«, siger Peder Larsen.

I år har familien indtil videre kun solgt mellem 10 og 15 procent af sidste års skindproduktion. Det betyder, at de ligger inde med omkring 35.000 usolgte skind til en værdi på cirka 150 kr. pr. stk. eller i alt godt fem mio. kr.

Fra 2.400 til 600 tæver

På Østsjælland i Strøby syd for Køge har minkavler Morten Teglgaard Pedersen allerede taget konsekvensen af de lave priser og skåret kraftigt ned på produktionen.

Da han købte farmen i 2006 var der plads til 1.200 tæver. I løbet af 2013, 2014 og 2015 udvidede han til 2.400 tæver, og det var desværre lige præcis i årene op til, at salgsprisen på minkskind faldt til under fremstillingspris.

»Sidste år skar jeg ned til 1.800 tæver, og efter et krav fra banken har jeg i år skåret ned til 600 tæver. Jeg holder meget af at være minkavler og vil rigtig gerne fortsætte. Det er bare ikke lysten, men pengene, der bestemmer«, siger Morten Teglgaard Pedersen.

Tæt på at stoppe

I de senere år har han arbejdet rigtig meget uden for farmen for at tjene penge hjem til farmen.

Da en ven spurgte, om han havde et fuldtidsjob uden for farmen, kunne han uden at blinke svare, at han »nåede op på en 37 timers arbejdsuge allerede onsdag middag«.

»Jeg synes, at det er svært at holde modet oppe så længe, og det er ved at være for meget med alt det arbejde for at få økonomien til at hænge sammen. Lige nu mangler jeg nok kun de sidste 10 procent, før jeg beslutter mig for at holde helt op som minkavler«, siger Morten Teglgaard Pedersen.

»Det der skal til for at fortsætte er, at vi kan sælge nogle skind. Lige nu står vi desværre med et produkt, som vi ikke kan sælge«.

Faktaboks

Fem år med lave minkpriser

  • Den gennemsnitlige udgift til at fremstille et minkskind er cirka 275 kr.
  • Den gennemsnitlige salgspris for minkskind på Kopenhagen Furs auktion har ikke været over 275 kr. siden 2015.
  • Salgspris for minkskind i de seneste ti år, 2010-2019:
  • 336, 401, 503, 612, 324, 387, 235, 262, 218, 198 kr.
  • Salgspris 2020, årets første tre auktioner: 175, 135 og 150 kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle