Dengang et minkskind kostede en ugeløn

En familie på fire - med bil - kunne leve af 100 tæver i 1960’erne.

At påstå, at minkskind blev solgt til rekordpriser i 2013, er lidt en tilsnigelse. Målt i kroner landede gennemsnitsprisen godt nok på 612 kr., men når prisen sammenlignes med nutidens lønninger, så er 612 kr. der rene vand ved siden af, hvad et minkskind kunne sælges for tidligere.

”Jeg husker, at vi fik omkring 100 kr. for et skind i 1960’erne. Det svarede til en ugeløn,” fortæller direktør Eddie Lorenz, Tved Maskinbyg.

”Den gang var det muligt for en familie på fire personer med bil at leve af en farm med 100 tæver.”

Solgte skind i København

Med skindene i en kuffert rejste han som dreng med sin far fra Kolding til København for at sælge dem. I København tog de rundt og tilbød skindende til buntmagerne og solgte til højestbydende.

Mens prisen var rigtig god, så husker Eddie Lorenz også, at både kvaliteten og størrelsen af skindene var noget mindre, end hvad nutidens pelsavlere præsterer.

”Skindene var meget små. Tæverne vejede omkring 700 gram, og hannerne havde cirka samme størrelse som en stor rotte,” husker Eddie Lorenz.

Det var hans far, Richard Lorenz, der startede med mink. I en baggård i Olaf Ryes Gade lige midt i det centrale Kolding.

”Det var aldrig gået i dag. Selvom der i starten kun var tale om tre tæver og én han, ville historien lynhurtigt lande på forsiden af aviserne,” griner Eddie Lorenz.

Senere rykkede Richard Lorenz sin farm ud i en frugtplantage i Tved blot fire km øst for Koldings centrum. Der byggede han en farm til 1.200 tæver, som Eddie overtog i 1970. Farmen blev nedlagt i 2002.

Eddie startede Tved Maskinbyg i 1980 og brugte minkfarmen til afprøvning af de produkter, som blev udviklet, såsom fodermaskiner, foderportionering, halmsnitter m.m.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle