"Der kommer ingen dispensation"

Slip søerne løs - der bliver ikke mulighed for at få dispensation for 2013-målene, opfordrer Lindhart B. Nielsen, Videncenter for Svineproduktion.

Trods voksende pres fra danske svineproducenter, der får svært ved at leve op til 2013-kravene, fastholder svinebranchen, at 2013-kravene står fast.

"Vi har undersøgt det meget grundigt, både i Danmark og i EU: Der kommer ingen dispensation, siger Lindhart B. Nielsen, formand for Videncenter for Svineproduktion.

Den mulighed er heller ikke ønskelig, mener han, da dansk svineproduktion venter konkurrencefordele ved at være i front med dyrevelfærd.

"Vi ved udmærket, at italienerne og grækerne ikke kommer med i det her foreløbig - enten ser de gennem fingrene med det, eller også kontrollerer de ikke. Men det betyder jo, at vi ikke kommer til at konkurrere på de samme steder. Deres kød vil ikke kunne godkendes til den 'øverste hylde', hvor merprisen ligger - og hvor vi skal ligge."

Parallel til buræg

Lindhart B. Nielsen forventer, at presset fra de store, europæiske detailkæder og produktstandarder som DANISH og det tyske QS-system vil betyde, at efterspørgsel på svinekød produceret i overensstemmelse med 2013-kravene bliver stor.

Den forventning underbygges af den aktuelle udvikling på markedet for buræg, hvor de berigede bure på ganske få uger er slået igennem, så de ulovligt producerede æg fra gamle bursystemer i følge Lindhart B. Nielsen nu kun omsættes til absolut lavpris og til industriproduktion.

"Det er netop sådan situation, vi skal undgå. Vi kan ikke leve med discountpriser - så dør vi!"

'Hasard'

Lindhart B. Nielsen anerkender, at en del svineproducenter er i knibe i forhold til 2013-kravene.

Men han mener, de bør søge praktiske løsninger som reduktion af belægningen og billige tilretninger af eksisterende stalde.

"Det vil være helt uholdbart, hvis vi skal til at mærke kødet, så der kan stilles spørgsmålstegn ved, om vi er på plads.Vi må ikke spille hasard med vores status som et land, der lever op til 2013-kravene. Det kan få voldsom betydning for vores position i lande som England, Sverige og Australien, hvor vi får en merpris."

Lindhart Nielsen understreger, at svinebranchen gør sit bedste for at hjælpe landmænd, der ikke er 2013-klar: Bl.a. med appeller til bankerne og med tæt dialog med miljømyndighederne.

"Vi har haft møder med ministeriet, med Kommunernes Landsforening og med Miljøklagenævnet. De har givet tilsagn om at være behjælpelige, så 2013-sager prioriteres op. Hvis nogen er kørt fast, hører vi meget gerne fra dem!"

'Ikke lønsomt'

Svineproduktion fra danske bedrifter, der ikke har sluppet de drægtige søer ud af boksene 1. januar 2013, bliver i princippet ulovlig fra denne dato.

Grisene vil fortsat blive modtaget på de danske svineslagterier, men kødet vil skulle håndteres og behandles særskilt og vil ikke kunne markedsføres under den danske produktstandard DANISH, som bl.a garanterer, at kødet er produceret i overensstemmelse med dansk lovgivning.

"Afregningen vil helt sikkert blive så lav, at produktionen ikke er lønsom," forudser Asger Krogsgaard, formand for svineslagteribranchen.

christensen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle