»Den kat skal ikke ind. Dyr er noget, man har ude. Inde i stuehuset har man mennesker ...!«
Jeg har indledt et af mine kendte foredrag. Katten har sneget sig ind fra sit opholdssted i værkstedet og lagt sig i køkkenet.
Eller rettere: Jeg tror, den har sneget sig ind.
»Du skal altså huske at lukke døren ordentligt,« fortsætter jeg foredraget for min eneste tilhører, min kloge kone, som ser opgivende på mig.
»Jeg har lukket den ind med vilje,« svarer hun efter en kort pause.
»Du har lukket den ind med vilje? Jeg forstår ikke helt ...?« siger jeg fuld af forbløffelse.
»Det er altså synd, at den altid skal ligge alene derude,« fortsætter hun.
Jeg ved godt, at hun har en lille smule ret. Det er et halvt år siden, dens tvillingebror døde. Siden har den efterhånden 14 år gamle kat brugt en meget stor del af døgnets timer på at sove. Hvis vi da ikke lige går gennem værkstedet, hvor den er så kontaktsøgende, at selv jeg kan se, at den mangler selskab.
Jeg aer den da også pligtskyldigt en gang imellem, når jeg kommer forbi.
»Men vi var jo enige om, at kattene ikke skal ind. Og du ved jo godt, at min bror ikke kan tåle kattehår, når de kommer på besøg,« argumenterer jeg allerede bevidst om, at slaget er tabt.
»Kan vi ikke lukke den ind bare en gang imellem,« lyder det med usædvanlig bedende stemme fra min kloge kone.
Og sådan bliver det: En gang imellem lukker vi katten ind. Den smider sig midt på køkkengulvet, hvor det er allermest upraktisk, og hvor den får allermest selskab. Den spinder, så det kan høres over hele huset og oser af velvære. Hver eneste gang brokker jeg mig højlydt, og hver eneste gange ser min kloge kone en lille smule medlidende på mig.
»Katte skal altså ikke være inde,« mumler jeg tvært højt nok til, at det kan høres og lavt nok til, at hun ikke behøver at kommentere det.
Snart tiltager den sig ret til at ligge under spisebordet, når vi får aftensmad. Først da den sniger sig hen til sofaen, siger min kloge kone stop.
»NEJ!« siger hun højt.
»Der skal du IKKE ligge.«
Katten mjaver fornærmet men forstår budskabet og vender om. Fem minutter senere har den lydløst sneget sig op i sofaen. Det er dråben for selv min kone. Hun bærer den ud i værkstedet og lukker døren.
Svaret er en mjaven og en kradsen på døren, som får det til at gibbe i mig.
Da hun kort efter tager af sted til sin gymnastiktime, åbner jeg forsigtigt døren. Katten stryger ind og ligger kort efter i sofaen.
Jeg vender ryggen til og lader den ligge.
