Det er enkelt at skåne vildtet i høst

En pind med ting der rasler og bevæger sig har vist god effekt i projekt Vildtvenlig Høst.

Aftenen før skårlægning stikker man en stok i jorden i kanten af marken, og på stokken monteres forskellige ting, som giver lyd og bevæger sig i vinden, eksempelvis tomme dåser, plastic, flamincoplader eller lignende. Cirka 50 meter længere henne i kanten opsættes en tilsvarende stok osv.

Så let er det faktisk at skræmme vildt ud af en afgrøde, eksempelvis græs til ensilering, og dermed at undgå at rålam, harekillinger og jordrugende fugle bliver ofre for knivene på skårlæggeren. Det er konklusionen på et projekt Vildtvenlig høst, der blev gennemført i 2012 på initiativ af VFL i samarbejde med LMO og LandboNord.

Risikabel periode

I de to selskaber blev der hos i alt fire lokale landmænd opsat skræmmestokke i kanten af de marker, hvor der dagen efter skulle skårlægges græs. De fire landmænd var udvalgt, fordi de før har oplevet problemer med skadet vildt, men ingen af landmændene oplevede påkørsler af vildt i 2012.

Risikoen for at skade vildt anses for størst ved første og andet slæt af græs, fordi skårlægning og ensilering sker i yngletiden, hvor mange dyr er stationære og gemmer deres afkom i afgrøden.

»Man kan naturligvis ikke måle effekten præcist, men at to landmænd har undgået påkørsler efter at have sat skræmmestokke op, indikerer at der er en effekt,« siger planteavlskonsulent Anders Vestergaard, LMO, der har deltaget i projektet og haft kontakten til to landmænd.

Den ene landmand har kun brugt ting, han havde i forvejen, mens den anden har brugt under 50 kroner pr. stok.

»Så det kan ikke være udgiften, der afholder folk fra at sætte skræmmemidler op. Men om de husker at få det gjort i den travle hverdag - det er et andet spørgsmål,« siger Anders Vestergaard.

»Vi håber, nogle i hvert fald husker det på steder med høj risiko, eksempelvis langs skove og læhegn.«

Anders Vestergaard påpeger, at skræmmestokkene helst skal sættes op aftenen før skårlægning. Dermed når vildtet ikke at vænne sig til stokkene, og de får samtidig tid til at få flyttet deres afkom.

Kør vildtvenligt

Andre måder at skåne vildtet på består i køre sådan, at vildtet trænges ud af afgrøden og ikke fanges i midten af marken. Endelig deltager jægere typisk gerne i at afsøge marker med hunde før høst.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle