Djursland kan og vil fortsat selv

Djursland Lbf. kan og vil selv og følger sin egen strategi om, at forening og rådgivning skal udgå fra lokalområdet.

Foreningen har således sagt nej tak til et regionalt rådgivningssamarbejde, men det skete ikke uden problemer, sagde formanden, Hans Gæmelke, på generalforsamlingen tirsdag.

Også et nej til Masterplanen er det foreløbig blevet til fra Djurslands side, og det redegjorde formanden også for:

"For det første og det vigtigste vil vi komme til at afgive suverænitet over for en direktørkreds, og det er jeg nok ikke parat til. For det andet føler jeg ikke, der er en ordentlig og klar organisationsplan mellem direktørforummet og os folkevalgte i den nye Masterplan, og det er som folkevalgt svært at håndtere, når vi som landmænd i sidste ende ejer rådgivningen og har ansvaret for denne over for vore medlemmer," sagde han.

"Den sidste begrundelse for vores nej har været, at en tiltrædelse af den nye Masterplan samtidig ville give os et merkontingent til Landscentret på knap kr. 90.000. Vi har under drøftelserne med Landscentret fremlagt ønsket om brugerbetaling. Det kan godt være, at noget af arbejdet på Skejby skal være betalt som kontingent, men hvis vi ikke passer på, opbygger vi enheder, som lever et økonomiske liv der ikke bliver til gavn for det primære landbrug," forklarede formanden.

Nedlagde to udvalg

Når det gælder naboerne, fik Djursland en invitation til et orienterede møde om stiftelse af en fælles rådgivningsenhed. Djursland sagde nej tak og fastholdt byggeriet i Følle. Men så opstod der misforståelser, forklarede Hans Gæmelke:

"Jeg vil gerne understrege, at der var på intet tidspunkt under dette møde blev drøftet, om Djursland Landboforening også skulle indtræde i et fælles rådgivningsselskab i regionen. Bestyrelsen har fra starten været enige om, at så længe der eksisterer en landboforening på Djursland, skal denne forening også have sit afsæt fra Djursland," sagde Hans Gæmelke som konstaterede, at to fællesudvalg inden for kvæg og svin blev nedlagt, hvorved Djursland kom til at stå alene:

"Jeg mener, nedlæggelse af de to fællesudvalg er en forkert beslutning. Disse udvalg skulle have fortsat, og der går ikke mange år, så kommer også LandboMidtØst til at skulle søge samarbejde på disse områder, fordi strukturudviklingen sætter den animalske produktion under pres," sagde Hans Gæmelke.

Der var omkring 160 deltagere, og de sikrede, at Jørgen Iver Mikkelsen blev nyvalgt til bestyrelsen. Han afløser Peder Guldbrandt. Et af diskussionspunkterne under debatten var GMO.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle