Dyrskuepladsen blev fyldt godt op

Næsten 21.000 gæster deltog på Det sønderjyske Fællesdyrskue

Rykindet var lidt større end vanligt, da arrangørerne kunne gøre besøgstallet op efter weekendens dyrskue på pladsen i Aabenraa. Pladsen bød på en tæt pakket maskinudstilling, og i ringen dystede dyrene, når den ikke var scene for hesteshow mv.

Lørdag morgen bød på gode råd om køb og salg af landbrugsejendomme:

»Det er nu lige i denne tid, I har en historisk chance for at erhverve jer en landbrugsejendom og komme i gang. Krisen vil komme til at vare ti år endnu, og en så lav rente skal man ikke regne med kommer igen foreløbig, når først den går opad igen,« rådede landbrugsøkonom Jens Scherning, Agrocura, på debatmødet arrangeret af LandboSyd. Ifølge Jens Scherning har de unge, som går med tanker om at etablere sig billigt under krisen, tre til fem år at gøre det i.

»Det er en chance, man kun får en gang i livet,« sagde han.

Sælgere venter

En håndsoprækning viste, at der var flere etablerede landmænd end unge håbefulde blandt tilhørerne i teltet, og Mads Clemmensen fra FoodJob mindede da også forsamlingen om, at sælgere, der har råd, venter og ser tiden an, om de kan få en bedre pris for bedriften.

Desuden pegede han på mentalitetsforskelle mellem den ældre og den yngre generation. Han mener, de unge er knap så fandenivoldske og risikovillige som den generation, som nu sidder på bedrifterne - på godt og ondt.

»Men de er gode til at sætte ting i gang, være med i netværk og omstille sig til nye krav,« sagde Mads Clemmensen.

En ung, nyetableret landmand, Nicolaj Iversen fra Sønderborg, fortalte om, hvordan han for tre år siden overtog bedriften fra sin arbejdsgiver. De to har nu byttet roller, så Nicolaj nu er arbejdsgiveren og Henrik den ansatte.

Det har krævet megen dialog at nå så vidt, respekt for at der er følelser involveret, når man afleverer en ejendom og et utal af beregninger. Fordelene ved, at den tidligere ejer er så meget med i bedriften, er til at tage og føle på: Søernes dødelighed er sat ned, og produktionen øget fra 28,5 til 32 grise pr. årsso.

Fremgang

Det Sønderjyske Fællesdyrskue har haft fremgang i antallet af udstillere gennem flere år. Ikke mindst aktørerne på energiområdet får en mere og mere fremtrædende plads.

Desuden fylder de lokalt producerede og afsatte fødevarer godt op med smagsprøver og salg i teltene midt på dyrskuepladsen arrangeret af foreningen Sønderjyske Fristelser. Et af medlemmerne, Lone og Jacob Festersen, startede med en vejbod for syv-otte otte år siden, og har nu en større gårdbutik med mad ud af huset, salg af grøntsager, kyllinger af egen produktion og af lamme-, hjorte-, oksekød mv. fra de andre medlemmer i foreningen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle