Efteruddannelse ramt af AMU-nedskæringer

Antallet af personer, der tager en landbrugsrelateret efteruddannelse via AMU, er faldet. Selv de obligatoriske fag lider tab i antal kursister.

Landbrugets efteruddannelsesfag oplever fald i antallet af kursister. Et fag som det obligatoriske opfølgningskursus i sprøjtecertifikat har, i det første halvår af 2012, 1.400 færre kursister end i første halvår af 2011. Det er et fald på mere end 58 procent. Lige så slemt står det dog ikke til i alle grene af efteruddannelseskurserne, men over hele linjen er der sket et fald i antallet af kursister på 6,5 procent.

Dropper kurser

Det er ikke alle landbrugsskolerne, som oplever at have mere plads mellem kursisterne i lokalerne. På Nordjyllands Landbrugsskole holder de eksempelvis niveau, mens de på Bygholm Landbrugsskole bevidst har haft færre kurser i udbud.

»Det er en helt bevidst strategi, at vi har valgt at ophøre med kurser uden for huset,« siger forstander Kaj Højgaard og tilføjer: »Ved at få kurserne hjem på Bygholm igen, får vi højere takster, end hvis vi lod andre gøre det for os.«

Rammer bredt

Og netop overvejelserne om taksterne er symptomatiske for alle erhvervsskolerne, forklarer Lars Kunov, formand for Danske Erhvervsskoler.

»Med den forrige regerings genopretningspakke er det blevet sværere at få godtgørelse for efteruddannelse via AMU. Det er noget der rammer alle AMU-uddannelser, men det går selvfølgelig også ud over de landbrugsrelaterede,« siger formanden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle