Esthers efterløn op i forligskreds

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen vil drøfte problemer med efterløn og dagpenge til selvstændige med forligspartierne bag aftale, der skulle lempe bureaukratiet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen vil indkalde forligspartierne bag den såkaldte »afbureaukratiseringsaftale« fra 2011.

Her skal det drøftes, hvordan det er gået til, at det stik imod intentionerne i aftalen er blevet sværere for medarbejdende ægtefæller til selvstændige at træde ud af virksomheden og modtage efterløn eller dagpenge, sådan som LandbrugsAvisen 7. december beskrev det i sagen om Esther Thomsen.

Det oplyser Ulla Tørnæs, MF for Venstre, som holdt et møde med bekæftigelsesministeren kort før jul.

Ukendt vejledning

Ifølge Ulla Tørnæs ser det ud til, at embedsmænd uden politikernes viden har udarbejdet en vejledning til en bekendtgørelse, som nu fortolkes, så den trækker i modsat retning af intentionerne med aftalen.

Vejledningen, eller fortolkningen af den, som de selvstændiges A-kasser heller ikke har kendt til, betyder, at mange ægtefæller til selvstændige nu får afslag på efterløn, selvom de har indbetalt til efterlønsordningen, selvom de har været på arbejdsmarkedet i mange år, og selvom de har fået bekræftelse fra deres A-kasse om, at de var berettigede til efterløn. Sådan som 60-årige Esther Thomsen fra Skovlund ved Ansager også har fået det.

»Jeg er ikke i tvivl om, hvad de politiske intentioner med aftalen var. Nu handler det om at få vished for, at mine folketingskolleger i S og SF er enige med mig i, at den fortolkning, som Beskæftigelsesministeriet nu anlægger, er i strid med det, vi rent faktisk aftalte i 2011,« siger Ulla Tørnæs.

»Magtmisbrug«

I Arbejdsløshedskassen for selvstændige, ASE, følges sagen tæt, og forventningen er klar:

Embedsapparatets fortolkning af efterlønsreglerne skal ændres, så den understøtter intentionerne i afbureaukratiseringsaftalen.

»Vi føler os overbeviste om, at et flertal af politikerne vil stå fast på, at når de har besluttet at lave nye regler til gavn for borgerne, så må embedsværket som en ren selvfølge følge det politiske ønske. Andet ville være decideret magtmisbrug,« skriver ASE.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle