Færre grise i Kina giver pres på vallepriser

Priserne på valle og især laktose er faldet i de seneste måneder. De mange millioner aflivede grise i Kina betyder betydeligt fald i efterspørgslen - og vil også påvirke Arlas valleforretning.

Den kraftige reduktion i den kinesiske svinebestand skvulper nu over og medfører også konsekvenser på mælkepriserne.

Når det gælder valleprodukter som laktose og vallepermeat, betyder det enorme fald på estimeret 25-40 procent i kinesisk svinebestand nemlig, at efterspørgslen på verdensplan bliver påvirket.

Det skriver den hollandske landbrugsbank Rabobank i en analyse, hvor man kortlægger, at Kina alene vil reducere forbruget af laktose med 52.000- 72.500 ton årligt.

Amerikansk salg ramt

Hos Arla Foods Ingredients, Arlas valleselskab, bekræfter direktør Henrik Andersen, at man vil se konsekvenserne.

»Vi hører i markedet, at næsten halvdelen af svinene er aflivet i Kina, hvor der ellers er væsentligt forbrug af foder baseret på valleprodukter til svin, primært vallepulver og vallepermeat. Det kan ikke undgå at påvirke verdensmarkedet«, konstaterer direktøren.

Han mener dog, at amerikanske valleproducenter vil blive først ramt først.

»Vi har ikke set effekten i Europa endnu, men amerikanerne har sendt rigtig meget laktose og permeat til Kina, og man kan se, at volumerne falder dramatisk nu«, forklarer han og påpeger, at faldet også skyldes handelsrestriktionerne de to lande imellem.

Prispres vil komme

Selv om kineserne dermed formentlig shopper størstedelen deres reducerede forbrug af laktose i EU, vil priserne blive påvirket negativt her, mener Arla-direktøren.

»Lagrene vil hobe sig op i USA, og så ser vi det nok et andet sted. Vi vil se et prispres på de basale vallepulver, især på vallepulver og laktose«, siger han.

Arla Foods Ingredients forventer at blive ramt i mindre grad af de faldende priser, forklarer direktøren.

»Vi investerer tungt i proteindelen, hvor produkterne er så specialiserede og differentierede, at de ikke bliver så påvirket. Prispresset vil ske på de basale standardprodukter«.

Rabobank forventer, at prisfaldet på valleprodukter vil være af kortere varighed. Det bygger analytikerne på, at opsvinget i svineproduktionen i Kina vil ske hos industrialiserede producenter, der typisk bruger op mod 1 kg vallepulver pr. opfedet gris. I dag er det gennemsnitlige forbrug 400 gram pr. gris.

Faktaboks

Valle og laktosepriser

  • Ifølge Rabobank var de internationale priser på vallepulver faldet med 15-20 procent fra januar til maj, mens laktose faldt med næsten 10 pct.
  • På GDT-auktionerne er prisniveauet for laktose faldet fra indeks 1.032 i januar til nu 797 på august-auktionen. Januar-prisen var dog også usædvanligt høj.
  • Forventningen fra Rabobank er, at efterspørgslen vil stige, når kinesiske producenter igen sætter grise i staldene.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle