Carsten Rønde fik sig en overraskelse, da en af kvierne nedkom med en kalv med to hoveder.
»Kvien havde gennem længere tid været meget stor. Så stor at det lignede, at den skulle have tvillinger. En dag så jeg så, at der var et par bagben og en hale på vej ud af koen. Det er jo aldeles unormalt, for kalve fødes altid med forbenene først.«
»Min dyrlæge var tilfældigvis i stalden, fordi vi skulle afhorne kalve, og han undersøgte kvien. Men han var ikke i stand til at vende kalven, og da opdagede vi, at kalven havde to sammenhængende hoveder.«
»Den kunne ikke fødes naturligt, så vi var nødt til at partere den, for at få den ud i mindre stykker. Kalven var død, da fødslen startede, og var vi ikke kommet kvien til hjælp, var hun også død.«
»Ja, det tog to og en halv time, fra vi begyndte, til kalven var ude af kvien.«
»Den tog det forbavsende roligt, selvom vi blev nødt til at flytte den lidt. Men da kalvens forkrop på et tidspunkt sad fast, foreslog dyrlægen, at vi tog et kejsersnit. Men at tage kejsersnit er en bekostelig affære, og jeg vidste jo ikke, om kvien ville overleve alligevel. Da overvejede jeg, om vi skulle aflive kvien. Men til alt held flyttede hun sig lige akkurat så meget, at resten af kalven kunne komme ud.«
»Vi troede først, at det var schmallenberg virus, men det giver ikke kalve med to hoveder. Det er formentlig et særtilfælde og sket spontant i kalvens udvikling.«
»Hun kom forbavsende hurtigt op at stå igen, og hun hænger lidt med ørerne. Men ellers ser hun, forholdene taget i betragtning, ud til at klare det. Men om hun nogensinde bliver klar til at få en ny kalv, ved jeg ikke. Det må tiden vise.«
