Krigen mellem Israel og Hamas har fyldt meget i medierne i denne sommer.
Måske var det derfor, jeg rakte ud efter Golda Meirs erindringer, da jeg valgte læsestof til ferien. Jeg blev meget optaget af hendes liv - født i fattige kår i Rusland og endte som Israels premierminister, efter hun var fyldt 70.
Mine tanker kom til at kredse omkring de tider, hvor jeg selv har haft kontakt med jøder. I årene op til 2. verdenskrig var min far optaget af kunstsproget Esperanto og havde via den interesse pennevenner i flere lande. Det gav frimærker til mine ældre søskendes album. En af disse venner var en ungarsk jøde, Stefan Barta, som var kunstmaler. Han besøgte os flere gange i ugevis, sidst i vinteren 1940. Vi børn sad model for ham, det var kedeligt, når vi hellere ville ud og lege, men vi har nu stadig de fine portrætter på væggen.
Barta var på flugt, men han kunne ikke få lov at blive i landet. Vi tabte kontakten og troede, han delte skæbne med andre i koncentrationslejre. Men i 1963 kom han pludselig på besøg, han havde overlevet i Budapest i alle årene.
Da jeg var 21 år fik jeg plads som kokke-ene-stuepige i et jødisk hjem i Københavns omegn. Før havde jeg haft adskillige pladser i huset og altid som medlem af familien. Nu var jeg tyende og lærte om afstanden mellem herskab og tjenestefolk. Det blev en lærerig vinter med lange arbejdsdage. Fruen foretog alle indkøb.
Ellers skulle jeg selv passe husførelsen med en fru Larsen som hjælp til rengøring af det store hus. Hver aften skulle jeg både lave middagen og servere den i sort og hvidt. Det var aftalen, at mindre selskaber op til 10 personer skulle jeg klare uden kogekone. Kun en enkelt gang var der inviteret flere end 10. Den vinter blev min ildprøve udi husholdning.
En gang imellem kom husets yngste, Barbara på 12 år, ud og tørrede opvasken for mig mest vist for at snakke. En aften spurgte hun:”Hvor meget får De i medgift, Grete?” Jeg svarede, at der ikke var tradition for sligt, der hvor jeg kom fra.
”Nå, jeg får attentusind”, sagde den lille, det var hun allerede klar over, og det var en pæn sum på den tid. I starten fortalte fruen mig, at tallerkenerne til Flora Danica-stellet kostede 700 kr. pr. stk. Bare så jeg vidste det, hvis jeg skulle tabe noget. Min løn var 250 kr. pr. måned + kost og logi men ikke tjenestedragt, så min eneste sorte kjole måtte tørre natten over efter vask.
I 1973 kom Marcello til vores gård og søgte arbejde. Han var argentinsk jøde og var med sin familie emigreret til Israel. Da han opdagede, at der var fire års militærtjeneste i det nye land, stak han af. Han var overbevist pacifist. Han blev et par måneder, men som statsløs var hans stilling kritisk. Under opholdet havde han spist godt, men i den sidste tid mindskede han portionerne for at dæmpe appetitten til den videre vandring. Forleden fandt jeg i mine gemmer en seddel, han efterlod på køkkenbordet den morgen, han gik. ”Tak for the spise”, står der.
Hvad mon der blev af ham?
