Fortsat købere til nye liftsprøjter

Der er fortsat købere til nye liftsprøjter. Gode, brugte sprøjter er dog med til at hæmme nysalg.

Der er stadig gang i salget af de mindre liftsprøjter, omend markedet langt fra er, hvad det har været.

Blandt andre tilbyder Hardi, Kverneland og Kuhn fortsat liftophængte modeller, og hos Maskinhandler Indkøbsringen (MI) har salget overrasket positivt, efter man for få år siden startede fra nul med salget af sprøjter fra Kuhn. De to lift-modeller, Altis og Deltis med 800-1.800 liters tank, som efterhånden har et par år på bagen, er der købere til.

»Selvfølgelig er det slet ikke det samme styktal, vi langer over disken som vores selvkørende sprøjter, men det gør ikke så meget. Mange af komponenterne på vores liftsprøjter er de samme som på de større trailersprøjter, så det er let for os at have reservedele hjemme til sprøjterne,« fortæller Asbjørn Andersen, produktspecialist hos MI.

Hos Hardi sælges der fortsat eksemplarer af slagsen, men:

»Markedet bliver naturligvis mindre med tiden. Rigtig mange landmænd kigger i dag efter trailersprøjter. Samtidig er der mange rigtig gode brugte liftsprøjter til salg, fordi der ofte byttes en liftsprøjte ind i til fordel for en ny trailersprøjte,« fortæller Knud Rughave, salgsdirektør, Hardi Skandinavien.

Hos Kverneland sælges der hvert år fortsat et begrænset antal liftophængte sprøjter.

»Vi har dem med i vores program og kan levere vores liftophængte iXter-sprøjte med op til 1.800 liters tank. Vi kan også montere en fronttank på traktoren, hvilket betyder, at vi nærmer os 3.000 liter i alt,« fortæller produktspecialist Jesper Svendsen.

Selvom liftsprøjter ikke har helt samme kapacitet som trailersprøjter, så har liftsprøjten fordele.

»Landmændene med liftsprøjter har i et regnfuldt 2012 kunnet køre tidligere i marken og lave færre skader i forhold til de tungere trailersprøjter, som flere steder har haft problemer i det til tider våde føre,« siger Asbjørn Andersen.

Jesper Svendsen mener, at liftsprøjten kan have sine fordele.

»Det kan være landmænd, som har meget speciel jord, der ikke kan bære en trailersprøjte. Det kan også være juletræsproducenter. Vores sprøjte kan køre med den ene bom foldet ud, mens den anden er foldet ind, og det betyder, at juletræsproducenterne kan køre rundt langs skel og sprøjte forageren med den ene bom, da de ofte ikke har foragre med kørespor,« siger Jesper Svendsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle