Frø klarer sig bedre end korn

Frøafgrøderne klarer sig langt bedre end kornafgrøderne, viser Patriotisk Selskabs driftsanalyser.

»2013/2014 har været et af de bedre år rent indtjeningsmæssigt,« fastslår udviklingsdirektør Peter Borreby, Patriotisk Selskab, i anledning af offentliggørelse af årets ”Driftsanalyser”.

Det gælder ikke mindst inden for planteavlen, selv om resultaterne ikke kan måle sig med de to foregående år.

Ved en sammenligning af de forskellige afgrøder hæfter Peter Borreby sig især ved, at ingen af kornafgrøderne er med blandt de ti bedste afgrøder.

Det er endnu en gang afgrøder som spinatfrø, hvidkløver, engrapgræs og sukkerroer, der topper listen. Derefter kommer en række frøgræsser, og først på en 12. plads kommer vinterhvede som den bedste af kornafgrøderne.

Det er ifølge Peter Borreby tankevækkende, at kornafgrøderne, der udgør ca. 62 procent af arealet i analyserne, har klaret sig så dårligt i forhold til frøafgrøderne. Han giver især rammevilkårene med begrænsninger på kvælstof skylden for kornafgrødernes dårlige konkurrenceevne, også i sammenligning med andre europæiske lande.

Der er dog ingen nemme løsninger, for man kan ikke bare øge arealet med de bedste afgrøder.

Prognosen for 2014 viser, at DBII er faldet med ca. 1.500 kr. i snit i forhold til sidste år. Det er ifølge Peter Borreby sukkerroerne, der trækker ned sammen med de lave kornpriser.

»Vi har regnet med en pris på 1,23 kr. Det er stadig forholdsvis højt i forhold til høst, men det er vores bud for hele året,« siger Peter Borreby.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle