Gyllefluer er en eksportsucces

Rovfluen Aps., der netop har købt Ofyra-fluen, sælger 5 mia. gyllefluer om året - 65 procent eksporteres.

»Jeg har lige talt med min kone, der er på EuroTier. De har forrygende travlt på standen - der er kæmpeinteresse for gyllefluer.«

Det fortæller Alex Frantsen, der driver firmaet Rovfluen Aps. - et af de fire danske firmaer, der forsyner danske svineproducenter med gyllefluer. Og deres kolleger i udlandet opdager i stigende grad fordelen ved at bekæmpe fluer biologisk med gyllefluer.

»Vi eksporterer cirka 65 procent af vores produktion, og andelen er stigende. Det sker gennem vores datterselskab i Tyskland,« siger Alex Frantsen.

Rovfluen har hjemme i Engesvang ved Silkeborg, hvor 8-14 ansatte efter sæsonen er beskæftiget med at avle og pakke de salgsfærdige pupper af gyllefluer. Rovfluen omsætter for et »2-cifret millionbeløb« med gyllefluer som hovedproduktet, men firmaet har mange andre bekæmpelsesmidler på hylderne.

5,5 mia. om året - cirka!

Rovfluen har for nylig købt firmaet Ofyra-fluen af Klaus Aage Bengtson, Gandrup, der efter 21 år som producent af gyllefluer ønsker at koncentrere sig om den økologiske planteavl på cirka 750 hektar.

Men handelen forøger Rovfluen sin produktion til op imod 5,5 mia. gyllefluer om året - sådan cirka.

»Omkring 95 procent af svineproducenterne bruger gyllefluer og får tilført nye fluer fire-seks gange om året, idet mange fluer jo forsvinder ud med gyllen,« siger Alex Frantsen.

»Gyllefluer kræver stillestående gylle, så velfærdsstalde og stalde med dybstrøelse egner de sig ikke til. Men i den slags stalde tilbyder vi snyltehvepse, som også bekæmper staldfluer, uden at man ellers mærker til dem. Snyltehvepse er små - endnu mindre end myrer,« siger Alex Frantsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle