Høsten skydes i gang en til to uger før normalt

De vinterbygmarker, tørken har brændt af, skal snart høstes, men ellers ventes høsten at blive skudt i gang lidt ind i juli.

Selv om høsten af vinterbyg blev skudt i gang sidste weekend på øen Bågø, tyder intet på, at kornhøsten i øvrigt er ved at gå i gang.

"Det kan da godt være, der er en enkelt mark et sted, men så er det nul komma ingenting. Det bliver fem fold, hvis de skal høste lige nu," siger planteavlskonsulent Poul Olesen, LandboNord.

Han forventer først, at høsten for alvor kommer i gang efter 20. juli. Kommer man lidt længere syd på, starter høsten lidt tidligere, men når man ser bort fra tørre pletter, bliver der ikke høstet meget vinterbyg før midten af juli.

"Vi starter måske første uge i juli, men kun i de tvangsmodne marker, der vil skuffe meget," siger planteavlskonsulent Kristian Elkjær fra Hedens og Fjordens Landbrugscenter.

Generelt vurderer han og andre planteavlskonsulenter landet rundt, som LandbrugsAvisen har talt med, at høsten bliver syv til14 dage før normalt.

Kæmpe udsving

Kornmarkerne rundt om i landet, og her er planteavlskonsulenterne også enige, står meget forskelligt, fordi nedbøren er faldet meget forskelligt.

"Der er kæmpe udsving, fordi bygerne falder meget lokalt," siger chefkonsulent Erik Andkær Pedersen, Patriotisk Selskab, der ikke vil give et bud på udbyttesituationen.

"Der kan være faldet fem mm i én mark og 20 i en anden mark lige i nærheden," bekræfter chefkonsulent Bo J.M. Secher, Landbrugsrådgivning Syd.

I gennemsnit regner han ligesom for to til tre uger siden med en udbyttenedgang på cirka 10 procent. Den nedbør, der er kommet siden, har trods alt gjort, at det ikke er blevet værre.

Samme opfattelse har Poul Olesen, der i Nordjylland venter tab på fem til 15 procent, og Kristian Elkjær, der i Vestjylland venter tab på 10 til 15 procent i snit.

Normalt i syd

På Sydhavsøerne vurderer planteavlskonsulent Ole Hansen situationen mere positivt, idet hveden tegner normalt.

"Vi har set krøllede blade, da det var tørt, men aksmængden er der, og det tegner til en fornuftig sæson, selv om den virker lidt tynd," siger han.

Helt så positivt ser det ikke ud i byg. Her bliver det ikke til topudbytter.

"Alle synder bliver straffet med et brag i år," siger han og hentyder til, at dårligt såbed og dårlig struktur straks kan ses, mens afgrøderne står helt godt, hvor gødningen er placeret, og jordstrukturen er i orden.

Roerne synes han ser godt ud.

"De kvitterede for varmen i maj og har ikke stort vandbehov i den periode," siger han.

Rapsen vurderer han også positivt takket være sol, men ikke for varmt vejr i indlejringsfasen.

Også i den anden ende af landet, Nordjylland, tegner rapsen pænt. Men her bekymrer det Poul Olesen, at Sankthans-stormen har knækket rapsen.

"Hvor meget det betyder, ved vi ikke," siger han.

Frøgræs bekymrer

Mest bekymrende er frøgræs. Ole Hansen frygter stort rensesvind i de tidlige sorter af hundegræs og engrapgræs, der er skårlagt.

"Vi skal have godt høstvejr, ellers står frøet nede i bunden af noget græs på en mark, vi ikke kan se, hvad er," siger han.

Det kan nemt give dårlige udbytter og en uensartet afgrøde, der uvægerligt vil føre til stor frarensning.

thalbitzer@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle