Halm på vej tilbage som energikilde

Nye halmfyrede varmeværker skyder op, og også til biogas og fossilfri brændstof står halm centralt.

I 2009 toppede forbruget af halm til energiformål indtil videre med cirka 1,9 mio. ton. Siden er forbruget dalet betydeligt til cirka 1,3 mio. ton - især som følge af, at en række centrale kraftvarmeværker har neddroslet eller helt afviklet fyringen med halm.

Men halm er på vej tilbage i energiforsyningen, vurderer en optimistisk Hans Stougaard, der er formand for Danske Halmleverandører. I 2014 blev der således etableret nye halmkedler til en samlet kapacitet på 100.000 ton halm på årsbasis, og flere er på vej i et tillæg til Energiforliget fra 2012, hvor der bliver givet mulighed for at etablere biomassekedel på 1 MW på 50 fjernvarmeværker ud over de allerede eksisterende 35 værker.

Nyt værk ved Lisbjerg

»Det er beregnet af Danske Fjernvarmeværkers Forening, at halm er den billigste ejergikilde, men i en periode har halm været overset som en mulighed. Men nu ser det ud til, at politikerne - ikke mindst de lokale - er ved at få øjnene op for halm igen,« siger Hans Stougaard.

Et nyt halmkraftvarmeværk i Lisbjerg ved Århus vil stå klar i 2016 med en årlig kapacitet på 240.000 ton, hvilket vil bidrage stærkt til at indhente det høje forbrug i 2009.

Biogas og etanol

Men halm som enegikilde har videre perspektiver. En række nye biogasanlæg er på vej i hele landet, og halm nævnes som en biomasse, der kan supplere gylle, majs, roer m.v.

Desuden har Det Nationale Bioenergipanel netop i denne måned betegnet halm som »Det Gule Guld«, der indeholder vigtige byggeklodser for bioøkonomien i fremtiden. Panelet anbefaler, at der vedtages et krav om 2,5 pct. iblanding af avancerede biobrændstoffer for at sætte gang i bioraffinering af bl.a. halm, og samtidig anbefales det at understøtte udviklingen af højværdiprodukter såsom biokemikalier og biomaterialer.

»Den dag, Maabjerg-værket beder om 300.000 ton halm til forarbejdning til etanol på en ti års kontrakt, så er vi parat til at levere,« siger Hans Stougaard.

»På lidt længere sigt peger pilen klart opad for halm. I utroligt mange instanser arbejdes der med halm, og vi synes naturligvis, det er klogt, fordi der er gevinster i form af økonomi, arbejdspladser og CO2-gevinster at hente.«

Faktaboks

Halm i Danmark

  • Årlig halmproduktion: Ca. 5,5 mio. ton
  • Til energiformål bruges: Ca. 1,6 mio. ton
  • I landbruget bruges: Ca. 1,9 mio. ton
  • Ledig halmmængde: Ca. 2 mio. ton 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle